Vilde heste fra Langeland skal pleje nordjysk naturområde

De vilde heste klarer sig selv året rundt, og de hjælper med at pleje naturen i det statslige naturområde ved at holde buske og krat nede og skabe dynamik i vegetationen til gavn for blomster og insekter. Foto: Danmarks Naturfond

I den unikke natur ved Lindenborg Ådal, nord for Rold Skov vil man snart kunne møde heste, der græsser året rundt i et stort naturområde med skov, enge og overdrev.

NATUR – Siden 2003 har en fok vilde heste græsset på sydspidsen af Langeland, og til efteråret flytter nogle af de yngste fra flokken til Nordjylland, hvor de skal græsse i et naturområde nord for Rold Skov.

Det oplyser miljøminister Lea Wermelin, som i dag besøgte naturområdet ved Lindenborg Ådal i Nordjylland, som staten netop har købt.

»En mere sammenhængende og vildere natur står rigtig højt på min liste over vigtige opgaver. I den unikke natur ved Lindenborg Ådal vil man snart kunne møde heste, der græsser året rundt i et stort område, der skal strække sig på tværs af skov og åbne områder som enge og overdrev. Den slags vil jeg arbejde for, at vi fremover vil se meget mere af i vores fælles natur«, siger miljøminister Lea Wermelin.

Lindenborg Ådal
Området ligger i sammenhæng med det eksisterende statslige naturområde Skindbjerglund, på kanten af Lindenborg Ådal nord for Rold Skov. Her skal 20 heste fra flokken på Langeland fremover være med til at give naturen et løft.

Hestene er af exmoor-racen, som klarer sig selv året rundt stort set uden menneskers indblanding, og de hjælper med at pleje naturen i det statslige naturområde ved at holde buske og krat nede og skabe dynamik i vegetationen til gavn for blomster og insekter. Samtidig har hestene trukket mange besøgende til området.

Der er nu så mange heste på Langeland, at en del af flokken skal finde et nyt sted at græsse, for at der kan være foder nok til hestene, når vinteren sætter ind.

225 hektar natur
De to naturområder nord for Rold Skov bliver til ét sammenhængende område på i alt 225 hektar, hvor der vil være fuld offentlig adgang som i de øvrige statslige naturområder.

Dele af det nyindkøbte område har været plantet til med juletræer og skal nu genskabes som naturtypen overdrev, der giver plads til blomster, sommerfugle og andre insekter. Den proces skal hestene hjælpe til med. I det eksisterende statslige område skal der også udlægges urørt skov over de kommende år. Derudover bliver adgangsforholdene til området forbedret.

Lea Wermelin: Vi skal give naturen et løft
»Vi skal give naturen et løft samtidig med, at der skal være gode muligheder for at komme ud og nyde den. Det er ikke alle, der er lige trygge ved at gå ind i en indhegning med dyr, og det skal der tages højde for fx ved at sørge for, at det er rolige dyr, og at der er god information om, hvordan man færdes blandt dem. Det er vigtigt for mig, at alle har lyst til at tage turen herud og opleve de imponerende udsigter«, erklærer Lea Wermelin.  

Da Naturstyrelsen først lige har overtaget det nye areal, skal hestene gå i en midlertidig indhegning vinteren over. Dele af området afgræsses i forvejen med kreaturer, som nu får selskab af hestene. 

Naturstyrelsen forventer at sætte hestene ud sidst i oktober i år.