Site icon Jordbrug.dk

Svineproducenterne siger nej til Danish Crowns klimaindsats

Jais Valeur skal koncentrere sig om at slagte svin og sælge dem til en god pris i stedet for at rådgive regeringen om grøn omstilling, mener de danske svineproducenters formand. Foto: Danish Crown

Topchefen i kødgiganten Danish Crown skal ikke spilde sin tid med at rådgive Mette Frederiksen om, hvordan den klimatunge danske agro- og fødevareindustri bliver mere klimavenlig, mener svineproducenternes formand.

Af Kjeld Hansen, journalist og forfatter

LANDBRUG – Topchefen i Danmarks største slagterikoncern, Danish Crown, skal koncentrere sig om at sælge kød. Ikke om at hjælpe regeringen med at løse klimaudfordringerne. Sådan lyder en opsang fra foreningen Danske Svineproducenter, der organiserer mange af Danish Crowns ejere og leverandører. Det skriver Foodsupply.dk 28. november 2019 med avisen Danmark som kilde.

Det er kun to uger siden, at Danish Crowns topchef, Jais Valeur, blev udnævnt af S-regeringen til at stå i spidsen for et klimapartnerskab. Jais Valeurs ansvarsområde er fødevarefremstilling og landbrug, og han indgår i et team af 13 af de øverste ledere i dansk erhvervsliv, der har påtaget sig lignende roller.

Hos Danske Svineproducenter mener man, at Jais Valeur skulle have takket nej, da såvel statsminister Mette Frederiksen (S) som fødevareminister Mogens Jensen (S) bad ham om at stå til rådighed.

– Der er masser af folk, der kan hjælpe med den grønne omstilling, men der er ikke ret mange, der kan hjælpe Jais med at drive vores slagteri. Det er der, han har sin force, og vi har sindssygt meget brug for, at han har sit fokus der, siger Kim Heiselberg, formand for Danske Svineproducenter, til avisen Danmark.

Exit mobile version