Økologiens Have åbner i dag

Regeringen kæmpede imod et forbud og den farlige bidræbergift, og det har ikke været et problem at få dispensation til at anvende giften i landbruget. Foto: Ulla Skovsbøl

Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave ligger i Odder, syd for Aarhus og åbner Skærtorsdag.

Skærtorsdag 18. april slår Økologiens Have havelågen op for en ny sæson. Alle de frivillige har været i sving, og haven er klar til at modtage børn og voksne, der har lyst til at nyde foråret i grønne omgivelser. Og hvem ved. Måske kan man også få et glimt af de første forårslam.

Plantesalget er åbent, og besøgende kan finde mange planter til en ny sæson i haven. Man kan også hente økologisk jord, gødning, læggekartofler, sætteløg og frø til sin have. Både butik og haven lille café er åbne.

Se fårene blive klippet

I dag kl. 14 kan man komme på en guidet gåtur i haven i godt selskab med havens daglige leder, Sanne Rubinke.

Lørdag 20. april kl. 11 er det muligt at se fårene blive klippet, så de er klar til foråret. Æsler og ponyer skal have beskåret hove. Også det er man velkommen til at overvære. Begge dele kan opleves på tæt hold ved den lille stald, hvor man kan se fåreklipperen og beslagssmeden arbejde.

Påskelørdag kan børnene gå på jagt for at finde et påskeæg i et af havens mange træer og få det byttet til et lækkert økologisk chokolade-påskeæg i butikken.

FAKTA: Økologiens Have

  • Økologiens Have, café og butik er åben alle påskedage kl. 10-17.
  • Adresse: Rørthvej 132, 8300 Odder.
  • Entré: 50 kr. for voksne, 10 kr. for børn fra 3 til 15 år.