Site icon Jordbrug.dk

Ny miljøvenlig emballage til julepakkerne sparer CO2

Emballagen kan genbruges op til 30 gange. Derved kan man spare op til 42 procent CO2 sammenlignet med almindelig engangsemballage. Foto: PostNord

PostNord lancerer ny miljøvenlig genbrugsemballage, som kan genbruges op til 30 gange. Det kan spare op til 42 procent CO2 i forhold til engangsemballage.

MILJØ – PostNord er klar med en ny miljøvenlig genbrugsemballage, som kan købes på en række af landets posthuse. Det sker for at reducere CO2-udledningen fra pakker og breve. Emballagen, som er udviklet af virksomheden RE-ZIP, kan genbruges op til 30 gange, og derved spare op til 42 procent CO2 sammenlignet med engangsemballage.

– Vi arbejder hele tiden på at reducere vores samlede CO2 udledning ved at teste og implementere løsninger, der bidrager til en mere bæredygtig fremtid , siger Stine Sander, head of e-Commerce & Communication, PostNord Danmark.

Hun er derfor rigtig glad for samarbejdet med firmaet RE-ZIP, som er med til at sikre, at klimabelastningen pr. pakke og brev bliver kraftigt reduceret for hver gang emballagen genbruges

Aflevér i postkassen
Den genanvendelige emballage gennemgår en betydelig kortere vej til genbrug sammenlignet med almindelige emballager. Modtageren af pakken kan bare aflevere den brugte emballage helt simpelt ved at putte den i en rød postkasse eller indlevere den på det lokale posthus. Så vil emballagen efter et hurtigt kvalitetstjek blive sendt tilbage i omløb.

– Med julen lige om hjørnet kan vores kunder nu sende deres julegaver eller julehilsener i en bæredygtig emballage og både glæde modtager og tænke på miljøet, siger Stine Sander.

Emballagen fås i tre forskellige størrelser S, M, L for henholdsvis 20 kr., 25 kr. og 30 kr. Og i en introduktionsperiode henover jul og nytår vil den genanvendelige emballage kunne købes i hele landet på 200 af PostNords større posthuse. Fra årsskiftet vil emballagen også kunne købes på PostNords øvrige posthuse.

– Vi er stadig ved at udvikle på konceptet og er kun i startfasen. Hvis danskerne tager godt imod emballagen, vil vi i det nye år arbejde på en pantløsning, hvor man på samme måde, som vi kender det fra flasker – kan pante emballagen og derved motivere til en høj andel af genanvendelse, siger Stine Sander.

Siden 2009 har PostNord ifølge StineSander mere end halveret CO2 udledningen pr. pakke fra lidt over 800 gram til under 300 gram. I dag kan der sendes 36 pakker af hver to kilo for den samme miljøbelastning som produktionen af én 250 gram hakkebøf.

Exit mobile version