Site icon Jordbrug.dk

Naturtilstanden i danske skove er helt i bund

Vi skal have langt mere urørt skov, hvis naturtilstanden i skovene skal forbedres. Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Naturtilstanden i skovene fortsætter tilbagegangen. Tilstanden er så ringe, at Danmark ligger i den absolutte bund, når vi sammenligner os med vores europæiske naboer. DN kræver politisk handling.

NATUR – Den store årlige statusrapport med fakta om Danmarks skove er netop blevet overleveret til miljø- og fødevareministeriet, og ser man nærmere på det vigtigste nøgletal for skovenes naturtilstand, står det endnu en gang klart, at naturen i de danske skove fortsætter en dramatisk forarmelse.

Naturtilstanden opgøres med en central nøgleindikator, nemlig mængden af dødt ved (træ) i skovene, som udgør en vigtig del af fundamentet for økosystemet i skovene. Og her viser rapporten, at omfanget af dødt ved er faldet dramatisk de sidste fem år efter en periode i svag fremgang, til det nu laveste niveau i mindst 15 år.

De nye tal er virkelig dårlig nyt ifølge en af de førende danske forskere i skov og biodiversitet, Jacob Heilmann-Clausen fra Københavns Universitet.

»Der er tale om et dramatisk fald«, siger han.

Mængden af dødt ved er en nøgleindikator
»Mængden af dødt ved er en nøgleindikator på, hvordan naturtilstanden i skovene har det. Rigtig mange af vores arter i skovene er afhængige af døde træer i skovbunden. Når mængden af dødt ved falder, betyder det, at der bliver mindre mad og færre levesteder til de truede arter, som lever i døde træer.«

Mellem en tredje- og fjerdedel af arterne i skoven er direkte knyttet an til dødt ved.

For nylig konstaterede forskere under den 6-årige indrapportering til EU, at de vigtigste 10 skovnaturtyper havde 100% »stærkt ugunstig bevaringsstatus«.

Ifølge en europæisk undersøgelse fra i år ligger Danmark i forvejen i den laveste ende blandt de 19 EU-lande, hvor man har sammenlignelige tal på mængden af dødt ved i skovene. Med de nye tal ligger Danmark på et niveau, der er fem gange lavere end EU-gennemsnittet.

Naturen mangler plads
Den nye rapport slår dermed en tyk streg under problemet med den manglende biodiversitet i de danske skove.

Hovedproblemet for naturens tilbagegang er, at naturen mangler plads, fastslår Carsten Rahbek, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet.

»Danmark ligger sidst i klassen i Europa, når det kommer til biodiversiteten i vores skove, fordi vi både vil have produktion og natur samtidig. Men det er modstridende. Hvis naturens krise skal vendes, er det helt afgørende, at vi disponerer langt mere plads til biodiversitet«, siger Carsten Rahbek.

Verdensmester i effektiv skovdyrkning
Han og andre biodiversitetsforskere har gang på gang fastslået, at hovedproblemet for naturens tilbagegang, er, at naturen mangler plads.

Carsten Rabek bakkes ifølge en pressemeddelse fra Danmarks Naturfredningsforening op af Jacob Heilmann-Clausen:

»Danmark er verdensmester i effektiv skovdyrkning. Men bagsiden er jo, at der bliver mindre plads til biodiversiteten. Den stigende efterspørgsel efter biomasse bidrager sandsynligvis også til, at naturtilstanden er faldende. Fordi det træ, som tidligere blev liggende i skovbunden til glæde for økosystemerne og arterne, nu groft sagt hentes ud af skoven for at blive brændt af i vores energiforsyning.«

Ifølge forskerne er de vigtigste tiltag for at bremse tilbagegangen i skovene, at der disponeres mere plads til biodiversitet og urørt skov. Og så skal den generelle naturtilstand hæves ved at løfte naturtilstanden i skovene generelt.

Dødt ved skal blive liggende i skovbunden
Blandt andet skal vi lade mere dødt ved blive liggende i skovbunden, og ved at lade flere store træer stå og blive rigtigt gamle og dø naturligt. Naturen har ikke brug for at vi rydder op og dermed fjerner levesteder og livsbetingelser for svampe og mikroorganismer.

Hos Danmarks Naturfredningsforening ser man med stor alvor på den nye rapport. Rapporten viser, ifølge præsident, Maria Reumert Gjerding, at Folketinget allerede nu skal i gang med at forbedre naturtilstanden i de danske skove. Hun opfordrer regeringen og støttepartierne til at bruge finansloven til først og fremmest at sikre mere urørt skov.

– De fleste af vores truede arter hører til i skovene. Rapport på rapport viser, at tilstanden i vores skove går fra slem til værre. Der er mere end nogensinde før brug for en akut genopretningsplan, som sikrer mere urørt skov og får tømmerhugsten ud af vores skove.

Både regeringen og de tre støttepartier lovede op til valget, at der nu skulle udlægges samlet 75.000 hektar urørt skov til at stoppe tilbagegangen i skovene.

Naturen er i dyb krise
Regeringen tog sidste mandag første spadestik til de kommende forhandlinger om en natur- og biodiversitetspakke ved et stort anlagt topmøde på Marienborg.

Men Maria Gjerding fra DN efterlyser, at de allerede nu – i de igangværende finanslovsforhandlinger – går i gang med at lægge skov urørt og ikke blot udsætter det til de kommende politiske forhandlinger, som først forventes at starte til næste efterår.

»Det er åbenlyst for enhver, at den danske skovnatur og de truede arter, som lever der, er i dyb krise. Både politikere og forskere ved, at urørt skov er et af de vigtigste virkemidler til at vende tilbagegangen. Der er ingen grund til at skyde den indsats til de kommende forhandlinger. Vi er alle sammen enige om, hvad der skal til. Nu mangler der bare den politiske vilje«, understreger Maria Gjerding.

Ifølge hende skal al kommerciel tømmerhugst i de allerede udpegede urørte skove indstilles 100 pct. i løbet af 2020, og så skal regeringen, SF, Enhedslisten og Radikale levere på deres løfte om godt 57.000 hektar urørt skov både i de private og offentlige skove, så vi kan nå op på 75.000 hektar, som forskerne vurderer er det minimum af vild skovnatur, der skal til, hvis tilbagegangen i skovene skal stoppes.

Arealerne skal udpeges af forskerne og udlægges så hurtigst som muligt.

FAKTA: Den danske skovnatur er i tilbagegang

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening

Exit mobile version