Næstved Kommune: Send dit juletræ til fiskegenbrug

Palle Myssen, der er biolog i Næstved Kommune er klar til at modtage kasserede juletræer, som kan gavne fiskebestanden i blandt andet Susåen. Foto: Næstved Kommune

Juletræer skal fungere som vugger for fisk i Susåen, Bjørnebæk Sø og tre klimasøer i Næstved Kommune.

FISK – Send juletræet til fiskegenbrug.

Sådan lyder budskabet fra Næstved Kommunes biologer, der sammen med Ørredfonden vil udlægge juletræer til fiskearterne helt og aborre i de tre klimasøer omkring Næstved by, i Susåen og Bjørnebæk Sø ved Kristiansholms Plantage. 

Derfor indsamler Næstved Kommune i alt 140 juletræer på Affald+s genbrugsstation på Ved Fjorden 20 i Næstved. Træer bliver modtaget efter jul og helt frem til 6. januar 2020.

Vugger for abbore og helt
– Juletræerne fungerer egentlig som vugger for aborre- og helt-æggene, og det gør de, indtil æggene klækker i foråret, siger Palle P. Myssen, biolog i Næstved Kommune.

– Aborrer og helt foretrækker at lægge deres æg, så de hænger på grenene frit i vandet. De ved nemlig godt, at hvis de lægger æggene på bunden af søen, så går de til. Og vi vil gerne have rigtig mange små aborrer og helt, da de er med til at skabe en god og naturlig tilstand i klimasøerne og i Susåen. Da aborrer og helt er rovfisk vil de mindske antallet af uønskede fiskearter, og vandet bliver simpelthen klarere, forklarer biologen.

– Med årene vil bestanden af aborrer blive så stor, at børn, unge og andre lystfiskere kan komme og dyppe snøren i søerne efter aborrerne og måske hjembringe aftensmaden efter en vellykket fiskedag, forudser fra Palle P. Myssen, biolog i Næstved Kommune.

Fiskes op igen i sommer
Når juletræerne er samlet ind, bliver de bundet sammen fire og fire og derefter sænket ned med klodser på godt en meter vand i de fire søer i midten af januar.

Træerne vil være markeret med hvide bøjer på vandoverfladen og bliver fisket op af vandet igen i sommer, når æggene er udklækket, og fiskelarverne er store nok til at overleve udenfor julegrenenes beskyttende vingefang.