Site icon Jordbrug.dk

Miljøministeren vil rydde op i forvaltningen af pesticidområdet

Lea Wermelin vil rydde op i Miljøministeriets forvaltning. Foto: Keld Navntoft

Kraftig kritik af Rigsrevisionen af Miljøstyrelsens forvaltning af dispensationspraksis for brug af kemiske sprøjtegifte får miljøminister Lea Wermelin til at iværksætte større oprydning efter den tidligere regering med Esben Lunde Larsen og Eva Kjer Hansen ved roret.

SPRØJTEGIFT – Rigsrevisionen kritiserer i ny beretning Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af grundvandsovervågning og forvaltning af dispensationer til sprøjtemidler under den tidligere regering med Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen i ministerstolen. Miljøministeren Lea Wermelin er stærkt utilfreds med den mangelfulde forvaltning og går straks i gang med at rydde op for at komme usikkerheder og problemer til livs.

Den danske overvågning og beskyttelse af grundvandet har ikke været god nok.

Det står klart, efter at Rigsrevisionen i dag har afgivet beretning til Statsrevisorerne om sikring af grundvandet mod pesticider, skriver miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Rigsrevisionen har blandt andet set nærmere på Miljø- og Fødevareministeriets arbejde med overvågning af sprøjtemidler i grundvandet, forvaltning af dispensationer til sprøjtemidler og kontrollen med landbrugets brug af sprøjtemidler.

Beretningen konkluderer, at Miljø- og Fødevareministeriets overvågning af grundvandet og forvaltning af dispensationer til pesticidmidler har været kritisabel. Blandt andet har der været fejl og mangler i forvaltningen på området, herunder manglende procedurer og mangelfuld dokumentation. Det gælder for eksempel ministeriets dokumentation af, hvordan henvendelser om fund af sprøjtemidler i grundvandet er blevet behandlet.

Nu skal der ryddes op
– Beskyttelsen af vores grundvand er helt centralt for regeringen, og vi ønsker en endnu bedre beskyttelse af vores fælles drikkevand. Derfor ser jeg med stor alvor på den kritik, som Rigsrevisionen rejser. Sikringen af vores grundvand skal der være styr på, og derfor har jeg gjort det helt klart, at der nu skal ryddes op, siger miljøminister Lea Wermelin.

I kølvandet på kritikken fra Rigsrevisionen iværksætter miljøministeren tre tiltag for at komme problemerne til livs:

  1. En grundig gennemgang af Miljøstyrelsens forvaltning på området, som foretages af Kammeradvokaten. Gennemgangen skal sikre, at der bliver rettet ordentligt op på de kritikpunkter, Rigsrevisionen rejser.
     
  2. Et gennemsyn af overvågnings- og godkendelsessystemet for sprøjtemidler, der udføres af internationale eksperter. Gennemsynet skal afdække eventuelle faglige fejl, mangler og forbedringspotentialer i udvælgelsen af stoffer til overvågning og i kriterierne for dispensation.
     
  3. Et eksternt kvalitetstjek af dispensationer. For at skabe klarhed over området, indtil det internationale gennemsyn er færdiggjort, iværksættes en ny, midlertidig procedure, hvor Miljøstyrelsen sender sine vurderinger af dispensationer til eksternt kvalitetstjek, før Miljøstyrelsen træffer endelig afgørelse. Kvalitetstjekket skal styrke grundlaget for, at der træffes fagligt korrekte beslutninger om dispensationer. Det bemærkes, at den sidste af de dispensationer, der nævnes i Rigsrevisionens beretning, udløber den 10. december i år.

Grundig gennemgang
– Forvaltningen skal på ret køl. Jeg igangsætter derfor en grundig gennemgang af området, som Kammeradvokaten står for. Jeg iværksætter et gennemsyn af vores overvågnings- og godkendelsessystem for sprøjtemidler, som internationale eksperter får til opgave Og jeg sikrer, at vi nu får eksterne øjne på, inden der bliver givet nye dispensationer. Vi har alle krav på, at der bliver passet ordenligt på vores fælles grundvand, siger miljøminister Lea Wermelin. 

Der vil blive udarbejdet kommissorier for Kammeradvokatens gennemgang og for det internationale gennemsyn, og miljøministeren vil invitere alle Folketingets partier til en drøftelse af kommissorierne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at der for stofferne DPC og DMS, som omtales i Rigsrevisionens beretning, har været fund over de gældende kvalitetskrav til drikkevandet, men at den sundhedsmæssigt acceptable daglige indtagelse ikke har været overskredet. Det er derfor Styrelsen for Patientsikkerheds rådgivning til kommuner og andre myndigheder, at alle fortsat trygt kan drikke vand fra hanen.

Exit mobile version