Site icon Jordbrug.dk

Løkkes grønne slips er ikke nok til at sælge sort klimapolitik

Det kommende folketingsvalg tegner til at blive et skæbnevalg for Lars Løkke og blå blok, som beskyldes for at føre sort klimapolitik. Her ses Lars Løkke sammen med SF's Pia Olsen Dyhr, da Venstres blå logo pludselig skiftede farve og Løkke selv optrådte i forklædning med et grønt slips.

Lars Løkke står til at tabe det kommende folketingsvalg. Venstre og resten af blå blok har fejlvurderet klimaets betydning og er under konstant beskydning for manglende seriøsitet fra klimaaktivister og grønne partier.

Erik Holstein, der er analytiker på Altinget, levner ikke den nuværende regering og højrefløjen i Folketinget mange chancer for at vinde det forestående valg. I en analyse på Altinget peger han bl.a. på, at ikke mindst Venstre er blevet overrasket og nærmest knockoutet af, at den kraft som den grønne debat har fået.

Det var til »at forudse, at klima og miljø på et tidspunkt kunne dominere en valgkamp, men det er kommet bag på mange, at det sker allerede i år«, skriver han.

Erik Holstein konstaterer, at denne udvikling i debatten mest er til gavn for partier som de radikale, SF og Enhedslisten. Mens det omvendt udstiller de manglende klimaambitioner hos Venstre.

Er gået fra sort til grønne slips

»Venstre har forsøgt med grønne slips og en stribe udspil, men bliver konstant kritiseret for ikke i praksis at leve op til de ambitiøse målsætninger. På miljøområdet er man rent imagemæssigt gået fra sort til grønt med udskiftning af Esben Lunde Larsen (V) med Jakob Ellemann-Jensen (V), men også han hænger på Venstres omstridte landbrugspakke«, skriver Erik Holstein.

Det eneste parti fra blå blok, der kan drage nytte af det markante løft til den grønne dagsorden, er ifølge Altinget Det Konservative Folkeparti, som også er det eneste parti fra blå blok, der p.t. står til fremgang.

Exit mobile version