Tæt på den absolutte deadline har statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrevet valg til Folketinget. Valget afholdes grundlovsdag 5. juni.
Lars Løkke står til at tabe. De seneste meningsmålinger har vist stigende tilslutning til Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet og de radikale.
Derimod tegner valget til at blive lidt af en gyser for Dansk Folkeparti, som står til at blive valgets store taber og miste hver tredje stemme i forhold til folketingsvalget i juni 2015. Også blandt Liberal Alliances trofaste støtter tynder det ud i rækkerne.
Til gengæld bejler ikke mindre end tre nye partier til vælgernes gunst. Senest er den racisme-dømte advokat, Rasmus Paludan, blevet opstillingsberettiget med sit parti Stram Kurs, der vil forbyde Islam og smide en halv million mennesker ud af landet for at skabe et Danmark for danskerne.
Også Nye Borgerlige og partiet Klaus Riskær Pedersen opstiller til Folketingsvalget 5. juni.