Den danske flora er fuld af sære artsnavne, som stimulerer sanser og fantasi og bygger bro mellem botanik og poesi.
NATURKLUMMEN
Af Ian Heilmann, lic. scient. og naturskribent
Den danske flora er fuld af sære artsnavne, ofte med udgangspunkt i overleveringer fra forgangne tiders folkemedicinske urdyb, lokale dialekter, myter eller visdom fra kloge koner og mænd. Uvante sproglige sammensætninger stimulerer herudover sanser og fantasi, så der nærmest bygges bro mellem botanik og poesi. Således er der flere gode grunde til at lære at kende planterne ved navn, udover det umiddelbart praktiske ved at kunne kommunikere sine observationer til andre.
Hjortetrøst er en smuk og høj kurveblomstret plante med lyserøde blomsterstande og savtakkede, fligede blade, der minder om hampens. Cannabinum hedder den på latin, men euforiserende er den vist lige knap nok. Til gengæld åd den anskudte hjort ifølge overtroen af planten for at hele sine sår – deraf navnet.
Hjortetrøst vokser almindeligt i frodige og fugtige skovlysninger og grøfter. Omkring en delvis kunstigt anlagt sø i en skov på Thurø har hjortetrøst i store bestande blomstret gennem hele august. Det pastelrøde blomsterhav tiltrækker masser af sommerfugle, guldsmede, libeller, bier og humlebier, så det en lun og stille, solrig sensommerdag giver mindelser om en tropisk regnskov.
Blandt sommerfuglene er der ægte aristokrater på færde: admiraler i mængder, og på en god dag en enkelt kejserkåbe, vores prægtigste perlemorssommerfugl. Foreningen Thurø skove skal ikke have utak for at have trukket dette område ud af den ellers ret så heftige skovdrift i øvrigt. På den lysåbne og kalkrige bund ned til skovsøen har en interessant flora indfundet sig, med bl.a. blågrøn star, tusindgylden og vandmynte.
I kanten af lysningen står i denne tid et lille træ eller busk med knaldrøde og glinsende bær som koralperler og trelappede blade som ahorn. Det er kvalkved, som efter blomstringen med hyldelignende, hvide skærme har sat frugter. Igen et særegent plantenavn, som man her er ved at knække tungen på at udtale. Det har bornholmsk rod, fra »kvalke«, som har noget med kvalme og kvæle at gøre. Med den viden skal man hellere holde sig fra at smage på de fristende frugter. Til gengæld er veddet såre nyttigt: med en pind af kvalkved i lommen har underjordiske væsener ingen magt over én, og veddet er godt til skomagerpløkke, kamme i vævestole og strikkepinde.
