Konkurrencen om at være mest grøn er gået ind, men vi skal huske at skelne mellem grøn markedsføring og initiativer, der reelt gør en forskel for miljøet. At noget lyder grønt, gør det ikke nødvendigvis til en grøn løsning.
Af Marianne Bigum, folketingskandidat for SF
Supermarkederne er kommet på banen med grønne strategier for en indsats mod verdens affaldsforurening.
Netto med deres pant på plastikposer, Føtex med deres forbud mod plastikengangsbestik, COOP med en ny emballagestrategi og REMA 1000 med deres cirkulære plastikinitiativ, der skal gøre deres kødbakker genanvendelige og kunne laves igen af samme genanvendte plast.
At supermarkederne og virksomheder nu begynder at sætte denne dagsorden højt skyldes en stærk grøn folkelig bevidsthed. Vi er blevet mere opmærksomme på miljøkonsekvenserne af vores dagligdag, og vi begynder at stille krav til vores politikere og erhvervslivet. Det hænger også sammen med, at man i EU-kommissionen og parlamentet længe har haft fokus på cirkulær økonomi og særligt plastikforureningen.
Det er glædeligt, at industrien har taget denne dagsorden til sig, for skal vi gøre noget ved problemerne, kræver det at forurenerne stopper med at forurene. Men vi skal som offentlighed også vide, at selvom der selvfølgelig er ildsjæle og gode intentioner i industrien, som driver disse initiativer, fordi de ligesom os andre kan se, at vores nuværende system er uholdbart, så er der også en anden motivation – nemlig markedsføring og økonomisk bundlinje. Og nogle gange tæller markedsføring mere end miljøhensyn.
Materialer skal vælges ud fra miljøfaglighed
I en verden hvor størstedelen af det, vi forbruger, bliver til affald inden for bare ét år, løser vi ikke udfordringerne med vores enorme ressourceovertræk, ved bare at fortsætter med vores stigende forbrug, og så lave alle de produkter vi plejer, nu bare af noget andet.
Bioøkonomi baseret på fornybare biologiske kilder opfattes af mange som det grønne alternativ til det nuværende system. Men bioøkonomi er ikke nødvendigvis hverken mere bæredygtig, cirkulær eller miljøvenlig. Og hvis vi bare begynder at lave engangsprodukter af biologiske materialer, mister vi en gylden mulighed for reel grøn omstilling med omlægning til et system med et lavere materialeforbrug og et nødvendigt opgør med produkter med kort levetid, og vi vil i stedet bare begynde at nedfælde og høste resterne af vores sårbare natur.
I stedet for en krig mod plast og blind erstatning med andre materialer, må og skal vores førsteprioritet være affaldsminimering og dernæst, at vi bruger de materialer, som har mindst mulig miljøpåvirkning og højeste genanvendelsespotentiale.
For modsat den generelle opfattelse så kan langt det meste plastik godt genanvendes. Der er selvfølgelig store potentialer for forbedringer, og det skal vi arbejde videre på, fx som REMA 1000 gør det. Men problemerne med overforbrug og manglende genanvendelse løses ikke ved at skifte plast, glas eller metal ud med papir, pap eller bioplast.
Genanvendelsesmulighederne for disse materialer generelt er ringere end dem vi erstatter med, ligesom at materialer ikke er fri for konsekvenser for miljøet, alene fordi de kommer fra biologiske kilder.
Nej tak til Green washing
Selvom noget markedsføres som grønt, og intuitivt lyder som det miljørigtige valg, så er det det ikke nødvendigvis. Det er derfor vigtigt, at vi hele tiden sørger for, at det grønne engagement bakkes op af en fagkundskab, hvor miljø vinder over markedsføring, og at virksomhedernes initiativer er gennemtænkte og passer ind i det samlede billede og affaldssystem.
Vi må ikke forspilde denne chance for at levere reelle løsninger mod verdens miljøproblemer. Hvis vi ikke som samfund sætter os for at »denne gang gør vi det altså rigtigt«, så står vi om 20 år med en masse spildte kræfter, og med lige så store, hvis ikke endnu større, problemer end i dag, og så vil den engagerede forbruger i tillæg hertil have mistet håbet.
