Mens alle de andre fiskerlejer på Vestkysten er lukket ned, gennemgår Thorupstrand en rivende udvikling. Allerede nu er der mere end 15 kystbåde, og flere kommer til. Det skaber håb for mere kystnært og skånsomt fiskeri.
Af Jan Morell, forfatter, maler og tidligere fiskeskipper
FISKERI – I år er det 52 år siden, at Hanstholm Havn blev indviet. Fiskerne i Klitmøller var ikke begejstrede og ville i stedet for blot at have et par sømil til fiskepladserne nu have udsigt til at skulle transportere sig 20 kilometer hver dag for at komme på arbejde og hjem.
Imidlertid skete der det, at landingspladsen i Klitmøller i 1969 sandede så meget til, at bådene hverken kunne trækkes op på stranden eller trækkes ud i havet.
Nogle blev liggende på stranden for at vente på, at revlen flyttede sig igen, mens andre begyndte at fiske fra Hanstholm. I begyndelsen var det meningen, at de ville vende hjem til Klitmøller.
De unge fiskere ville gerne prøve kræfter med de moderne tider og den nye havn i Hanstholm, mens de ældre ville blive i Klitmøller. Nu var der for få fiskere til at betale udgifterne til drift af ophalingsspillet, hummerhuset og isværket m.m.
En afstemning på demokratisk vis i fiskeriforeningen afgjorde ved en flertalsbeslutning sagen.
Landingspladsen lukkede.
Bådebyggeriet brugte landingspladsen som en slags bedding for kystbådene på hele kysten frem til 1970. Der kom både fra hele Vestkysten til Klitmøller for at blive repareret. I Hanstholm byggede Kesse Mortensen værft ved beddingen, og ophalingsspillet i Klitmøller blev solgt til Thorup Strand.
Da den sidste Klitmøllerkutter lidt modvilligt satte kursen mod nordøst for permanent at blive hjemmehørende i Hanstholm, blev der stille og tomt på landingspladsen ved Ørhage. På den 6 sømil lange tur blev der tænkt mange tanker i de små styrehuse til lyden af de 30 hestes Hundestedmotorer med deres karakteristiske dunk-dunk-dunk-dunk.
Tankerne kredsede om deres lille, trygge landingsplads i Klitmøller og om den uvisse fremtid i den nye havn i Hanstholm. Mange, mange tanker, men kun få ord, er jeg overbevist om.
Man må give fiskerne fra Klitmøller æren for deres medvirkning, til den store succes, som Hanstholm Havn i dag har som Danmarks vigtigste og største fiskerihavn i landet.
Og de fleste mølboer vedblev med at fiske kystnært, så de kunne levere dagfriske fisk – i modsætning til de store trawlere, som kunne være væk i ugevis, før de kunne aflevere deres last med fisk som for længst var døde.
Nu er opbruddet ved at være glemt, og en del pensionerede fiskere sidder og nyder de dygtige, surfende vovehalse, der flittigt bruger de store brådsøer, når de surfer. Brådsøer som med mellemrum kostede deres kollegaer livet.
Livet på Ørhage
Indimellem kan jeg godt savne livet på landingspladsen. Jeg husker hvordan jeg som barn blev løftet ombord umiddelbart efter at en kutter havde ramt sandet på stranden. Hvis jeg skyndte mig om på hækken, inden kutteren var trukket helt op på stranden, kunne jeg nå at få fornemmelsen af, at jeg sejlede på havet, når jeg med sultne, skrigende måger et par meter over mit lille hoved og kiggede ned i de skummende søer, mens rullestenenes møde med kutterens bund frembragte en særlig skurende lyd, når kutteren i små ryk langsomt bevægede sig op gennem sandet.
Der var en em af halvrådne krabberester, som jeg holdt meget af. Den er der heldigvis stadig i krabbesæsonen takket være de mange lystfiskere.
Sprællende flyndere
Min mor havde mange fætre og grandfætre, der drev fiskeri. Navnlig hendes grandonkel onkel Ajs havde en del sønner og en svigersøn, som var også var fiskere. Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt fik lov at betale, når jeg var sendt ned for at hente fisk til aftensmaden.
For mit indre blik kan jeg den dag i dag se, hvordan rødspætterne stadig sprællede og vred sig på panden lige til de blev ædt.
Jo. Dengang kunne man i sandhed få friske rødspætter.
I dag er det ikke så nemt at få dagfriske fisk i de vestjyske fiskerlejer.
De er nemlig ikke-eksisterende.
Gutterne på kutterne
Og dog.
I dag er der et enkelt fiskerleje tilbage på vestkysten, som er det eneste af sin art, der er tilbage i hele Nordeuropa, hvor de store kystbåde stadigvæk trækkes op på stranden. Det ligger i Danmark. Nærmere betegnet i Thorup Strand ved Jammerbugten, hvor der blæser friske vinde fra nordvestlige retninger, men hvor bølgerne langt fra er så voldsomme som på Thykysten.
Mens alle de andre fiskerlejer på Vestkysten er lukket ned, gennemgår Thorupstrand i øjeblikket en rivende udvikling. Allerede nu er der mere end 15 kystbåde og der kommer flere til.
Denne sommer søsattes verdens største kystbåd af sin slags, HM 17, et hypermoderne fartøj med glasfiberskrog. Et andet glasfiberfartøj er blevet afløst af den 30 tons store klinkbyggede kystbåd HM 33 Kikani, som er bygget på eg på i Hanherred Havbådeværfts hal i Slettestrand. Værftet har flere tilsvarende havbåde i bestilling til de unge fiskere i Thorup Strand.
Ved at danne et kystfiskerlaug for alle byens partsfiskere har Thorupstrand formået at opbygge fælles fiskekvoter. Lauget har startet Thorupstrand Fiskercompagni, hvormed man i fællesskab satser på afsætning på nye måder. De leverer bl.a. til Coops mange butikker i Danmark. Med en massiv opbakning fra lokale håndværkere, en etnolog, banken, frivillige og ikke mindst gutternes familier, blomstrer Thorupstrand som havtorn.
I dag har Thorupstrand Landingsplads Pakhusforening, der består af Thorupstrands Kystfiskerlaug, Fiskeriforeningen og Han Herred Havbåde bygget et nyt pakhus på 1000 m2 med samlecentral, isværk, filetskæreri, pakkeri og fiskebutik med havspecialiteter. De ejes og drives af byens foreninger. Pladsen har også investeret i en ny Caterpillar på 90 tons, der nemt trækker de omkring fra 10 – 30 tons store havbåde op på stranden. Kystfiskerlauget har tillige købt en 90 tons stor egetræskutter, HM 800 Jammerbugten, der ligger i Havnegade ved Nyhavn. Her kan københavnerne og byens turister nu købe friske fisk der kommer helt fra den anden ende af øriget – fra Thorupstrand.
Aggressive og passive redskaber
Men måske er der et aber-da-bei.
Store bomtrawlere trawlere og dobbelttrawlere fra både Danmark, Norge, Irland, Holland m.fl. er i færd med at ødelægge faunaen og havets diversitet, som har en afgørende betydning for fiskebestanden.
De 200-500 tons store bundtrawlere og flyshootere driver for det meste aggressivt fiskeri, hvilket vil sige at de indhenter og fanger fiskestimerne i store trawl. Det kræver motorer med mange muskler og dermed et voldsomt CO2-udslip. En pendant til landbrugets mega store faretøjer, der f.eks. suser rundt på markerne og spreder kemikalier. Både fiskeriet og landbruget må tage ansvar for havets og jordens tilstand.
Det gør man forbilledligt i Thorup Strand.
Fra Thorupstrand driver man udelukkende skånsomt og kystnært fiskeri, hvis redskaber er garn, line og vod. Metoden kaldes også passiv. Man inviterer fiskene indenfor og byder dem velkommen, om jeg så må sige. Metoderne kræver mange hænder, og konerne og børnene i land holder redskaberne vedlige. Ikke blot det fysiske/biologiske men også det mentale miljø har det godt på den måde.
Brændstofforbruget ved denne metode er mange gange lavere end ved det aggressive fiskeri. Så der er meget at vinde.
Her skal ikke lyde et ord om kvoter og kvotekonger.
Og dog.
Det er tankevækkende, at kvoterne nu er så dyre, at det næsten kun er giga-fiskeri-koncernerne, der har råd til at betale prisen. Jammerbugten kan siges at være blevet privatiseret. Kun de rige kvotekonger har råd til at fiske i farvandet.
Men fiskerne i Thorup Strand er snu som en klog fisk. De har rottet sig sammen og køber nu i fællesskab kvoterne, der sikrer deres erhverv.
En gammel drøm er vakt til live. Drømmen om at der igen vil ligge 25 hvide kuttere med røde og sorte vajerflag ved Ørhage i Klitmøller, i Slettestrand, Lønstrup, Løkken, Grønnestrand, Lildstrand, Blokhus, i Vangså, i Nr. Vorupør og Stenbjerg m.fl.
I Thorupstrand går nu omkring 100 mennesker på arbejde, som følge af at cirka 60 fiskere
»I have a dream«, som Martin Luther King sagde i sin berømte tale. Det var en drøm, der i vid udstrækning blev en realitet. Jeg har også en drøm om, at havren igen kan strutte af sundhed og med bjælder, der er uden livstruende kemikalier. Ingen virkelighed uden drømme og ingen drømme uden virkelighed .
