Site icon Jordbrug.dk

Enhedslisten vil sætte turbo på grøn omstilling i EU

Nikolaj Villumsen er spidskandidat for Enhedslisten, der for første gang stiller op som selvstændigt parti til det kommende valg til EU-Parlamentet.

Enhedslisten, der for første gang stiller op til valget til EU-Parlamentet 26. maj, præsenterede onsdag et nyt udspil med ni klimatiltag, der skal bringe Europa i front med en grøn klimapolitik.

«New Green Deal for Europa» hedder et nyt klimaudspil fra Enhedslisten, der i går præsenterede planen sammen med repræsentanter for seks af de største venstrefløjspartier i Europa.

»Det er helt afgørende, at vi får skabt klimahandling i Europa, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. Men EU’s grønne indsats er fuldstændig utilstrækkelig, og EU’s bureaukratiske regler står i dag i vejen for en række nødvendige initiativer, der skal tages i de enkelte lande«, siger Nikolaj Villumsen til DR Nyheder

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens spidskandidat til europaparlamentsvalget 26. maj.

Skal sætte turbo på den grønne omstilling

Udspillet omfatter ni forskellige klimainitiativer, som til sammen skal sætte turbo på den grønne omstilling. Enhedslisten vil først og fremmest have en klimalov, der gælder for hele Europa og vil også booste offentlige grønne investeringer. Samtidig vil partiet skærpe de bindende klimamål.

Enhedslisten vil også have en togfond, som skal gøre det lettere at rejse med tog og forbedre togforbindelserne i Europa.

»Hvis vi skal gøre os håb om at forhindre klimaforandringerne, er det helt afgørende, at EU’s reduktionsmål for CO2-udledning hæves markant, så man lever op til EU’s egne forpligtigelser i den internationale klimaaftale. Konkret skal EU’s CO2-reduktionsmålsætning for 2030 hæves fra de nuværende 40 procent til mindst 65 procent«, skriver partiet, som også vil fastsæte en klart mål om, at EU allerede i 2040 skal være klimaneutralt, så EU-landene optager lige så mange drivhusgasser, som de udleder.

»En sådan målsætning vil betyde, at der øjeblikkeligt skal sættes turbo på den grønne omstilling, og vil sikre, at EU på globalt plan tager en ledende rolle i den grønne omstilling«, mener Enhedslisten og de øvrige europæiske venstrefløjspartier, der er med i alliancen.

FAKTA: Enhedslistens ni klimatiltag:
Står det til Enhedslisten og de fem andre partier i alliancen skal der:

1) Laves en klimalov for Europa.

2) Mere støtte til offentlige grønne investeringer.

3) De bindende klimamål skal skærpes.

4) Mere grøn transport, herunder en togfond.

5) Et forbud mod benzin- og dieselbiler i 2025.

6) En grøn investeringsplan.

7) Stop for EU-støtte til fossile brændsler.

8) En ny grøn plan for landbruget.

. 9) Betale vores klimagæld til udviklingslandene

Bag det fælles europæiske klimaudspil er Enhedslisten (DK), Vänsterpärtiet (SE), La France Insoumise (FR), Bloco de Esquerda (PT), Podemos (SP), Venstreforbundet (FI).

Kilde: Enhedslisten

LINK
https://enhedslisten.dk/temaer/europaeisk-klimaudspil

Exit mobile version