4. oktober 2019 var det 100 år siden et næsten enigt Folketing vedtog en lov, der forandrede livet på landet for tusindvis af mennesker. Efter lovens vedtagelse skød mange nye husmandsbrug op, især fra 1920 til 1940. Samtidig måtte store grevskaber, fideikommiser og præstegårde afgive jord og fik indskrænket deres privileger og overgik til selveje.
Af Henrik Kuske Schou, agrarøkonom og husmand
LANDBRUG – Da Grundloven kom i 1849 fik bønderne flere rettigheder, og et endeligt opgør med godsejervældet og mere demokrati kom langsomt, men sikkert frem. Bøndernes vilkår blev markant forbedret, og med det blev produktionen også forbedret.
Godsejere, grever og baroner, som sad i det daværende Højre havde dog stadig stor indflydelse på hele det politiske system, men bønderne begyndte at gøre finde sammen og dannede i 1870 Venstre. Og selvom der fra starten var uenighed om strategien, skulle der gøres op med godsejervældet.
Bønderne ville være selvstændige og uafhængige. Man fandt sammen og lagde store planer.
Andelsbevægelsen bliver født
Allerede i 1866 kom den første andels (for)brugsforening i Danmark stiftet af Hans Christian Sonne i Thisted. Og det skulle vise sig også at være banebrydende for landbruget.
Den danske landbrugsproduktion var primært lagt an på stude og korn, hvoraf en stor del gik til eksport. Men i 1860’ene faldt kornpriserne voldsomt som følge af billigt korn fra vest, og dampskibe, som gjorde det muligt at flytte korn over større afstande.
Landbruget kom i krise. Samtidig steg befolkningstallet, og der var brug for flere fødevarer. Produktionen var primært lagt an på egen forarbejdning, men i 1882 kom det første andelsmejeri i Hjedding ved Ølgod i Sydvestjylland. Her fik både godsejer, gårdmand og husmand lige stor indflydelse.
Vi fik princippet en mand – en stemme. Senere fulgte flere mejerier, og vi fik andelsslagterier, andelsfoderstofforeninger og flere indkøbsforeninger. Men nu begyndte problemerne at melde sig.
Landarbejdere og lejehusmænd
Selvom bønderne fik det bedre, fik landarbejdere, daglejere og husmænd ikke del i glæden. De var afhængig af arbejde på godserne og hos bønderne, der kunne skalte og valte med dem som de ville.
Mange havde ingen eller kun meget lidt jord til rådighed, hvor der primært blev dyrket til selvforsyning. Mange havde høns, nogen en gris eller to, og andre var så heldige at have en ko. Der var ingen love som gjaldt og beskyttede dem.
I byerne organisererede man sig i fagforeninger i starten af 1890’erne. Der blev stillet krav til løn og arbejdstid. Det var her at kravet om otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile blev udklækket.
Efterhånden får arbejderne i byerne flere rettigheder, ligesom der bliver stillet krav om at arbejdsgiverne ikke længere må prygle arbejderne.
Men der skete ikke det samme ude på landet. I 1901 er Danmarks befolkning på ca. 2.5 millioner mennesker, og heraf boede over en million på landet.
Langt de fleste af dem er mindre husmænd, landarbejdere og tjenestefolk. Mange ejer ingen jord selv, men må leve af at sælge deres arbejdskraft til bønderne og godserne, og børnene følger med som gratis ekstrahjælp.
Landarbejderne og tyendet tilhører den absolutte underklasse. Flertallet af husmændene lever omkring eksistensminimum, og mange drager ind til byerne eller emigrerer til Amerika i håb om at finde en bedre tilværelse der. De ældre, syge og udslidte var overladt til sig selv, selvom man oprettede fattiggårde. Her skulle man arbejde for kost og logi selvom man ikke var i stand til det.
Men samtidig begyndte en voksende bekymring at ramme beslutningstagere, godsejere og landmænd. For den stigende afvandring fra land til by, betød både boligmangel og arbejdsløshed i byerne, ligesom man på sigt ville få svært ved at fastholde arbejdskraft på godserne og på bøndergårdene. Noget måtte gøres.
Husmandsbevægelsen dannes
Omkring 1870 fandt mange af husmændene sammen, og begyndte at stille krav. I 1871-72 foreslog nogle repræsentanter for Venstre, at størstedelen af præstegårdenes jorder skulle udstykkes til husmandsbrug.
Forslaget blev imidlertid afvist af Kulturministeren (som kirkevæsenet hørte under), og forslaget vandt heller ikke genklang ved genfremsættelse i de følgende år. Imidlertid tog regeringen i 1874 skridt til at nedsætte en kommission til at undersøge landarbejdernes og husmændenes vilkår.
I kommissionens betænkning fra 1878 blev det foreslået, at husmænd gennem midler fra lånekasser skulle sættes i stand til at dyrke deres jordlodder bedre for ikke at konkurrere med jordløse husmænd om daglejerarbejdet.
Dette forslag førte til oprettelse af to husmandskreditforeninger i 1880, den ene for øerne, den anden for Jylland. Disse var en hjælp for de bedst stillede husmænd men ikke for økonomisk dårligt stillede unge, som ikke var i stand til at klare de økonomiske forpligtelser. De var fortsat afhængige af arbejdet på godserne. Men der var et voksende pres på politikerne om at skaffe jord til jordløse husmænd og landarbejdere, der ønskede at være uafhængige og frie.
1899-loven
Bortset fra love i 1810 og 1819 rummede dansk lovgivning i 1800-tallet kun få egentlige jordlove. Grundloven af 1849 forbød oprettelse af len og stamhuse. En liberalisering af jordlovgivningen blev drøftet, men ikke gennemført. Et nyt jordpolitisk skridt blev taget med Loven om tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere, den såkaldte Statshusmandslov, fra 1899.
Statshusmandsloven af 1899 kom til at udgøre grundlaget for oprettelse af 26.000 små landbrugsbedrifter i Danmark. Den politiske baggrund i form af Landbokommissionen af 1894 og Rigsdagens arbejde i 1896-99 er den del af den intense strid i 1890’ernes Danmark mellem det gamle Højre og den stadigt stærkere opposition fra Venstre og Socialdemokratiet.
I de første år efter lovens ikrafttræden var statshusene ganske små – og deres ejere blev på ingen måde selvstændige husmænd, som mange af lovens fortalere havde ønsket det. Snarere forblev de daglejere med et stort antal arbejdsdage på fremmede landbrug.
Men med senere revisioner af Statshusmandsloven nåede husmandsbevægelsen sin målsætning – selvstændige landbrugsbedrifter. Og samtidig var den også et bolværk mod den voksende socialisme, som både godsejere og bønder var bekymrede for. ligesom den også modvirkede fattigdom både på land og i by, når folk kunne få deres eget.
1919-loven: Lensafløsningen
Efter den 1. verdenskrig var der atter behov for flere husmandsbrug. Derfor kom loven af 4. oktober 1919: Lov om Lens, Stamhuses og Fideikommisgodsers samt de herhen hørende Fideikommiskapitalers Overgang til fri Ejendom, der kendes som lensafløsningen, gennemførte en ophævelse af grevskaber, baronier (len), stamhuse og fideikommisgodser.
Ophævelsen var en indfrielse af en løfteparagraf givet ved Grundloven i 1849. Grevskaber, baronier og stamhuse, samlet betegnet som ’majorater’, var en særlig slags godser, som var blevet indført i slutningen af 1600-tallet kort efter indførelsen af Enevælden. Godserne var undtaget fra de almindelige arveregler og skulle gå udelt i arv til nærmeste arving efter en fastlagt arvefølge. Var der ingen arving, ’hjemfaldt’ godserne til staten.
Med lensafløsningen i 1919 opgav staten sin hjemfaldsret mod en afgift på 25 % af ejendommenes værdi. Derudover skulle lens- og stamhusbesidderne mod erstatning afgive 1/3 af jordarealet til udstykning af husmandsbrug.
Loven blev vedtaget den 4. oktober 1919. I godsejerkredse blev det opfattet som et dybtgående indgreb og førte til stor bitterhed blandt de danske lensbesiddere, der senere forsøgte at få kendt loven ugyldig. Det afviste Højesteret.
Majoraternes overgang til fri ejendom var endeligt afsluttet i 1930 og berørte omkring 1/10 af landets jord. Lensafløsningen betød, at de gamle slægtsgodser blev underlagt den almindelige lovgivning. Ikke mindst arveregler om beskatning og deling mellem flere arvinger kunne få svære konsekvenser.
Kombineret med, at loven fjernede den sidste rest af privilegier knyttet til adel og stand, står lensafløsningen almindeligvis som afslutningen på herregårdenes epoke i Danmark. Nogle af godserne var dog økonomisk nødlidende inden loven blev vedtaget, og her kom loven som en kærkommen lejlighed til at afstå jord til staten, og på den måde komme ud af gælden.
Retsligt efterspil, men de nye huse rejses
I årene efter vedtagelsen af loven fulgte et retsligt efterspil. Godsejerne og konservative kredse mente, at den fri ejendomsret var tilsidesat med håndteringen af lensafløsningen.
Det fik to af de større godsejere, Christian Sehestedt-Juul III og Oscar Preben Fritz Leopold Løvenskiold, til at lægge sag an mod staten i en koordineret aktion. Deres påstand var, at loven var i strid med grundlovens sikring af ejendomsretten og derfor burde omstødes af domstolen.
De fik begge medhold i Landsretten, men tabte i Højesteret. Her skelede dommerne i høj grad til flertalsstemningen i rigsdagen i deres fortolkning af Grundloven. De tolv højesteretsdommere havde dog ikke været enige.
Ifølge voteringsprotokollerne fordelte holdningen sig med henholdsvis 8-4 og 9-3 mod stadfæstelse af landsrettens dom i de to sager. Et mindretal af dommerne mente altså, at loven var grundlovsstridig. En enkelt talte endda om »konfiskation« under voteringen. Men loven stod ved magt.
Der blev skabt over 26.000 nye landbrug på baggrund af lovene. Brugene blev opført efter tegninger fra »Bedre Byggeskik«, der var en forening, der skulle skabe bedre boliger i by og land. De hvidkalkede, vinkelbyggede ejendomme med tegltag skød op flere steder i landet. Mange steder i kolonier, der samtidig betød fællesskab, nabohjælp og fællesindkøb.
Krig, afvanding og mekanisering
Da Danmark blev besat af tyske tropper den 9. april 1940, fik det betydning for dansk landbrug, også for husmændene.
Landbrugseksperter tilknyttet det tyske ernærings- og landbrugsministerium beregnede, at det kun ville være muligt at hente landbrugsvarer fra Danmark i 1-2 besættelsesår. Derefter ville produktionen kun dække fødevareforbruget i Danmark.
Baggrunden for ministeriets negative forventninger var, at da Danmark blev besat, blev det samtidig afskåret fra oversøiske leverancer af korn, foderstoffer og de fleste gødningsstoffer. Derfor måtte den animalske produktion beskæres kraftigt.
Den danske fødevareproduktion udviklede sig under besættelsen helt anderledes end forventet af de tyske eksperter, og den danske eksport af smør, flæsk og oksekød kom til at udgøre en væsentlig del af den tyske civilbefolknings forbrug. Dermed bidrog den danske landbrugsproduktion direkte til den tyske krigsøkonomi.
Inden besættelsen var Storbritannien det største marked for den betydelige danske landbrugseksport, idet stort set hele baconeksporten og omkring 75% af smøreksporten blev solgt på dette marked. Da ca. 75% af den samlede danske eksport vedrørte landbrugsvarer, var Danmark meget afhængig af dette salg til England. Dermed var situationen efter besættelsen i 1940 fundamentalt forandret, idet eksporten herefter måtte sendes til Tyskland i stedet.
De danske myndigheder i Udenrigsministeriet og i organisationer tilknyttet Landbrugsrådet vidste dog helt fra starten, at Tyskland var interesseret i at købe flest mulige fødevarer i Danmark.
Efterspørgslen på fødevarer medførte også øget efterspørgsel på jord, og det kom til at påvirke vores natur enormt meget. Der blev lagt store planer for, hvordan man kunne inddæmme og afvande fjordområder for at skaffe mere dyrkningsjord.
Moser, enge og overdrev blev drænet, grubbet og kultiveret. De nye udstykninger som fortsatte til starten af 60’erne skete ofte på disse arealer. Med ofte slog høsten fejl. Mange af de inddæmmede arealer egnede sig ikke til dyrkning. Sandflugt, omsåning og vandlidende arealer gjorde livet surt for de nye husmænd. Der er flere eksempler på, at husmænd har hængt sig i laden som følge af disse umenneskelige vilkår på disse dårlige jorde.
Efter krigen stod vi med et nedslidt landbrug. Heste udgjorde stadig den væsentligste trækkraft i landbruget og kun få, større brug havde en Fordson traktor på jernhjul. Man blev hurtigt klar over i hele Europa, at skulle landene komme på fode igen og blive selvforsynende med fødevarer, måtte der hjælp til.
I 1947 kom Marshall Planen, og Danmark fik fra 1948-1951 385 mio. dollars svarende til over 50 mia. i nutidskroner i Marshallhjælp, og en betydelig del af disse penge blev brugt til mekanisering af landbruget, især traktorer.
Det faldt samtidig med lanceringen af den lille grå Ferguson TEA 20 traktor (1946-1956), som kom til at køre på over en tredjedel af samtlige danske landbrug – og især på husmandsbrugene. Det muliggjorde også en ændring i driften, da man nu kunne påtage sig sideerhverv og/eller udvide besætningen og jordtilliggendet, men den øgede produktion medførte faldende priser, og nu begyndte mange at komme i vanskeligheder.
Krig og mælkestrejke
I 1955 var der næsten balance i udbud og efterspørgsel på landbrugsvarer. Men produktiviteten og produktionen steg fortsat. Allerede i 1957 var kornpriserne banket så langt ned, at staten måtte træde til med en hjælpende hånd. Bedre blev det ikke af at høsten i 1957 viste store forskelle fra egn til egn, mest skuffende på gode jorder.
Et lidt sent forår afløstes af kraftige vækstforhold i maj-juni, og både lejesæd og forudsigelser om en rigtig stor kornhøst bredte sig. Men både juni og august gav over 100 mm regn. Kernerne viste sig at være for lette, og kun to tørre uger omkring 1. september gjorde, at man holdt skindet på næsen.
De krav, som landbrugsorganisationerne efter svære diskussioner enedes om i 1958, blev mødt med en vis politisk forståelse. Der gennemførtes en lille sænkning af jordskatterne. En kornordning stabiliserede priserne i høst. Og en bemyndigelseslov, der gav landbrugsministeren og organisationerne mulighed for at regulere afsætningen til eksportmarkederne. I den forbindelse oprettedes Landbrugets Afsætningsråd.
I 1961 var der lønforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Landbruget slap heller ikke for kravet om mere i lønningsposen fra landarbejdernes side, Der var nu fuld beskæftigelse og skulle man fastholde arbejdskraften, måtte lønningerne følge med industriens.
Da parterne ikke kunne blive enige, greb staten ind efter langvarige forhandlinger og strejker, og dikterede lønstigningerne ved lov.
Regeringens beslutsomhed skyldtes ikke mindst, at der samtidigt var ved at komme rigelig dramatik i de forhandlinger, der blev ført med landbruget. Problemet var ikke så meget landbrugets lønforhandlinger. Erhvervets organisationer stillede krav om, at hver krone, der blev lagt på landbrugets omkostninger som følge af lønstigninger i eller uden for erhvervet, skulle det have igen enten fra statskassen eller i form af forhøjede hjemmemarkedspriser.
Landbrugets Kompensationsudvalg havde beregnet det til 555 mio. kr. Landbrugsminister Karl Skytte, (RV) tilbød i forhandlingerne ca. 300 mio. kr. i datidens kroner, hvilket svarer til 4,8 mia. kroner i nutidskroner.
Den 8. maj greb landbrugsorganisationerne, dog uden husmandsforeningerne, til et konfliktvåben, der ikke havde været brugt siden 1930’erne. Bønderne gennemførte leveringsstop af mælk og fik da også senere følgeskab af de fleste husmænd.
Leveringsstop for mælk til byerne og ikke mindst fotografierne af den mælk der blev hældt ud på møddingen, virkede voldsomt provokerende på en befolkning, der endnu var opdraget til at spise op.
Statsminister Viggo Kampmann fik omgående forhandlingerne i gang, og i nogen grad hen over hovedet på den forslåede landbrugsminister blev tilbuddet til landbruget forhøjet til 425 mio. kr. (6,75 mia. i nutidskroner). Konflikten blev afblæst, inden moddemonstrationer fra byernes arbejdere gravede grøfterne mellem land og by dybere.
Hvad mange ikke ved, er, at resultatet med de 425 mio. kroner allerede var aftalt mellem Kampmann og Landbrugsrådets præsident Anders Andersen inden mælkestrejken. Hverken landbrugsminister Karl Skytte eller husmandsforeningernes formand Peter Jørgensen, Slagelse var orienteret.
Kampmann og Andersen lod strejken løbe i få dage og præsenterede så forslaget. Det vandt de så begge en del goodwill på.
Tilskudsordningerne til landbruget kunne nok holde lidt flere landmænd ved gården og give dem en beskeden indkomststigning; men noget perspektiv for en fremtidig udvikling af erhvervet gav de ikke.
Tilskud såvel som den erfaring, at man kunne få statskassen lukket op for kompensationer, blev kapitaliseret i stigende jordpriser, som næste generation af landmænd fik at slås med. Og ved Danmarks indtræden i EF, blev der sat turbo på denne udvikling.
Afvandring, sammenlægning og brugsnedlæggelser
Med opgangstider i 1960’erne og nærmest fuld beskæftigelse, valgte flere og flere landbruget fra. Samtidig voksede kravet om større bedrifter.
Allerede i starten af årtiet kom de første brugsnedlæggelser. Mange steder overtog en nabohusmand jordens drift, enten ved køb eller forpagtning. I 1967 blev landbrugsloven ændret, så det var muligt at nedlægge og sammenlægge brug. Ved samme lejlighed blev der indført dyrkningspligt (landbrugspligt) på alle dyrkbare arealer, og forbud mod selskabsdannelse i landbruget.
I 1970 blev Statshusmandsloven ophævet. Det år var der 148.512 landbrugsbedrifter med et gennemsnitlig jordtilliggende på 15 hektar. I 2018 var antallet faldet til 34.114 bedrifter med et areal gennemsnit 77 hektar.
I 2010 skete en markant ændring af landbrugsloven, hvor de sidste rester af muligheder og »beskyttelse« for de mindre landbrug forsvandt. Fortrinsstillingen blev ophævet og begrænsningerne i, hvor store bedrifterne måtte blive forsvandt også.
Siden 1970’erne er nogle af de oprindelige husmandsbrug forvandlet til en svineejendom med mange store stalde og stort jordtilliggende. Andre steder og størsteparten blev forvandlet til bolig for ikke-landbrugere uden jord, eller de blev til fritids- eller deltidsbrug med det oprindelige eller mindre jordtilliggende. Det er blevet svære for de mindre bedrifter at få tillægsjord.
Fusion og protest
I det skjulte begyndte Husmandsforeningerne (der nu havde skiftet navn til Familielandbruget) at sende en føler til Landboforeningerne om en fusion mellem de to organisationer. Landboforeningerne var bestemt interesseret og forhandlingerne gik i gang.
Da Familielandbrugets bestyrelse i april 2002 fik præsenteret den såkaldte Kina-aftale, var det ikke langt fra opstand i organisationen. Fusionsforslaget fra Peder Thomsen, Familielandbruget og Peter Gæmelke, Landboforeningerne vakte bestemt ikke begejstring fra start.
Men stemningen lod sig vende – i hvert tilfælde for flertallet – inden man nåede frem til 29. november 2002 og det ekstraordinære landsmøde, der skulle afgøre sagen. Med 114 stemmer for og 51 imod tilsluttede Familielandbrugets delegerede sig, at man sammenlagde de to landbrugsorganisationer.
Der er ingen tvivl om, at Peder og Peter i deres aftale lagde vægt på at samle kræfterne og skabe en organisation med større politisk slagkraft. For Peders 114 stemmers vedkommende skete det ikke mindst ud fra en klar erkendelse af, at den buldrende strukturudvikling bare fra midten af 1980’erne havde taget mere end en tredjedel af bedrifterne.
I Familielandbruget var antallet af aktive medlemmer nu nede på omkring 8.000. Problemerne med at matche de udfordringer, som ikke mindst de politiske beslutninger bød på, blev stadig større. Det skulle en samlet landsbestyrelse og et samlet landssekretariat have bedre muligheder for at klare.
Skulle der nogensinde indgås en for Familielandbruget rimelig fordelagtig aftale med sikring af en pæn repræsentation i den fælles bestyrelse og rettigheder på vitale områder, så var tiden inde, mente Peder Thomsen.
Mange andre var fra start dybt uenige og dannede i protest i februar 2003 landsforeningen Frie Bønder – Levende Land på Båring Højskole. Stifterne af foreningen mente nemlig, at de mindre landbrugere ville miste deres talerør rent politisk. Det viste sig også senere at holde stik.
I 2018 fremsatte Frie Bønder – Levende Land sammen med Familielandbruget et forslag om en omfordeling af landbrugsstøtten, så de mindre brug fik lidt mere og de største bedrifter lidt mindre, hvilket er muligt for de enkelte medlemsstater i EU.
Imidlertid blev Familielandbrugets formand Lone Andersen banket godt og grundigt på plads af De Større Jordbrugs formand (tidligere tolvmandsforeningerne) Frederik Lüttichau. Han mente det var rendyrket kommunisme og betragter i et interview til Landbrugsavisen den 2. februar 2019 Familielandbruget som sin fjende.
Det fortæller blot, hvor svært det er at forene landmænd med vidt forskellige interesser og brugsstørrelser. Derfor er Frie Bønder – Levende Land Danmarks eneste uafhængige organisation for mindre landbrugere.
De ny husmænd / Dalby Planen
Siden årtusindeskiftet er befolkningen blevet mere bevidst om deres daglige fødevarer. Økologien er vokset markant de seneste år. Samtidig ønsker mange forbrugere at have kontakt med producenten, og det har medført at flere og flere gårdbutikker er skudt op i landskabet.
Mange mindre landbrug har derved kunne skabe en bedre indtjening ved direkte salg til forbrugerne. Også de unge begynder at vise interesse for landbruget. De kan dog ikke se sig selv på store bedrifter, og vil slet ikke arbejde i svinestalde. Men de vil gerne have en mindre bedrift med grøntsagsavl og mindre husdyrhold.
I marts 2018 startede ti unge på Jyderup Højskole på en ny uddannelse: Det Lille Jordbrug. Flere af Frie Bønders medlemmer, heriblandt denne artikels forfatter deltog som undervisere. Der er virkelyst og entusiasme at spore blandt de unge, der primært kommer fra byerne.
I løbet af kurset får deltagerne både teoretisk og praktisk undervisning gennem et praktikforløb på nogle udpegede mindre landbrug. Et par havde endda allerede købt en ejendom på 7 hektar og var i fuld gang.
Frie Bønder – Levende Land arbejder for, at de unge skal have mulighed for at etablere sig på et mindre landbrug. Og det kræver en nytænkning i landbruget. Som et oplæg til debatten i Frie Bønder – Levende Land konstruerede undertegnede i foråret 2009 en udstykningsplan, der viser, hvordan et negativt og gældstynget storlandbrug kan forvandles til en livgivende mangfoldighed af levende familielandbrug på landet. I få ord går det ud på følgende:
Mere jord på flere hænder:
- Bedre miljø
- Bedre selvforsyning
- Færre offentlige udgifter
- Bedre samfundsøkonomi
- Mere økologi
- Bedre økonomi
Fra Dalby-planen. Frie Bønder – Levende Land 2009
Jeg forestillede mig et landsbyområde, som blev kaldt Dalby, der i princippet kunne ligge hvor som helst i landet. Dalby er en af den slags landsbyer, som har huset 30 aktive landbrug i 1950’erne, men hvor al den dyrkbare jord, i alt 600 hektar, er opkøbt af én enkelt gård, Bakkegården.
Resten af området er beboet af nogle få ældre indbyggere, og mange huse og bygninger står efterhånden tomme. År for år bliver landsbyen og dets opland mere og mere affolket. Vi begyndte at lave beregninger på, hvad en udstykning af Bakkegården vil betyde for lokalområdet i og omkring Dalby.
Vi tog udgangspunkt i Bakkegården som en urentabel svinefabrik på 600 hektar og 1.300 søer med et årligt salg af 19.000 smågrise og 18.000 slagtesvin. Bedriften er vokset massivt de seneste år, men det er gælden også, og indtjeningen er negativ. Derfor udstykkes ejendommen til 19 nye familiebrug – som er forskellige i størrelse og produktion.
Det kræver selvfølgelig en ændring i landbrugsloven, så man gør det muligt at udstykke, hvilket der i dag kun kan gives tilladelse til af fødevareministeren. Det skal ske ved at oprette en statslig jordbank, evt. Finansiel Stabilitet, der kan opkøbe konkursramte storlandbrug, og derefter udstykke dem. Det er tanke at oprette brugene efter jordrente-princippet på samme måde som det var tænkt med Statshusmandsloven.
De nye beboere i Dalby har alle landbrug, og i de fleste tilfælde også økologi som omdrejningspunkt. Og de har forskelligt jordtilliggende. Lige fra hesteejendommen på 10 hektar til den økologiske gård på 100 hektar med mælkeproduktion og eget gårdmejeri.
For en del af brugene er der tale om tilbageførsel af jord til den ejendom, hvorfra den i sin tid blev opkøbt. På den måde er ringen sluttet. På 100 året for Statshusmandsloven af 1919 står vi atter over for at skulle udstykke, hvis vi forsat ønsker liv, lykke og velfærd ude på landet.
Kilder:
Gunnar Solvang: Husmandsliv under afvikling. Landbohistorisk Selskab, 1999
Kjeld Hansen: Det tabte land. Gads forlag 1. udgave, 1. oplag, 2008
Palle O. Christiansen: En egn bliver til. Forlaget Hovedland, 2019
Claus Bjørn: Jordlovgivning i Danmark. Gyldendal Den Store Danske, 2009
Lensafløsningen 4. oktober 1919, Danmarkshistorien.dk
Heidi Alsing og Ib W. Jensen: Om Familielandbrugets betydning for dansk landbrug. Landbohistorisk Tidsskrift 2011.1
Landarbejdere, Arbejdermuseet.dk. Viden og Samlinger.
Landbrugsavisen.dk
Dalby-Planen, Levende-Land.dk 2009
Egne notater fra 2002 – 2019