Site icon Jordbrug.dk

L & F anmeldt til politiet: Prøver af svin blev destrueret

Kød fra syge dyr, ramt af lungesygdommen PRRS, kan frit sælges i EU. Men Kina, der er Danmarks næststørste eksportmarked for svin, vil ikke have det. Foto: Colourbox

Landbrug og Fødevarer politianmeldt for at destruere prøver fra svin. Kina vil ikke købe kød fra svin med lungesygdommen PRRS.

LANDBRUG – Fødevarestyrelsen har besluttet at tage det usædvanlig skridt at politianmelde Seges, en organisation under erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer, for at kassere prøver, som kunne have påvist sygdom hos en svinebesætning.

Det skriver netmediet ing.dk.

Landbrug & Fødevarers rådgivningsvirksomhed fortrød sidste år analysen af prøver fra en svinebesætning, som skulle testes for sygdommen PRRS – porcin reproduktions- og respirationssygdom.

Prøverne blev først indsendt til DTU af en dyrlæge og siden, på anmodning fra hans overordnede i Seges, tilbagekaldt fra DTU og destrueret.

»Vi har lavet en dybt beklagelig fejl. Men der er intet, der tyder på, at der er taget særlige hensyn til den pågældende landmand,« siger Seges’ direktør, Ejnar Schultz, til avisen Danmark.

Anmeldelse til Nordsjællands politi

Styrelsen vil ikke oplyse, hvor i landet prøverne blev taget, men politianmeldelsen er indgivet til Nordsjællands Politi, skriver netmediet.

Kød fra smittede besætninger kan frit handles i EU og det meste af resten af verden – med undtagelse af Kina, som er den næststørste importør af dansk svinekød. Derfor skal besætninger med PRRS registreres og får karantæne fra eksport til det folkerige land i 12 måneder.

Sidste år blev Danmarks eksport af svinekødseksport til Kina mere end fordoblet til 164.333 tons. Det skyldes kraftig nedgang i Kinas egen svineproduktion, som hærges af afrikansk svinepest.

Exit mobile version