Site icon Jordbrug.dk

Albertslund tilmelder sig Giftfri Have

Albertslund Kommune er er én af de kommuner, som har tilsluttet sig Giftfri Have. Kommune har ikke brugt kemiske sprøjtegifte siden 1997. Pressefoto

»Vi har i al den tid, jeg kan huske, ikke brugt sprøjtemidler i Albertslund Kommune, så det lå jo lige til det grønne højreben«, siger borgmesteren.

Som den tredje kommune i Danmark har Albertslund Kommune tilmeldt sig Giftfri Have. De bidrager med hele 3.657.359 kvadratmeter, som har været sprøjtefri siden 1997, men nu er de officielt giftfrie med tilmeldingen til Giftfri Have.

Det oplyser Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi, der står bag initiativet. De to grønne foreninger ønsker at fremme vild natur og biodiversitet i de danske haver og vil samtidig beskytte grundvandet.

Albertslund Kommune er nummer tre i rækken af kommuner, der går med i det grønne, giftfrie fællesskab. Tidligere i år har Furesø og Aalborg Kommune tilsluttet sig.

Det lå lige til det grønne højreben

»Vi har i al den tid jeg kan huske ikke brugt sprøjtemidler i Albertslund Kommune, så det lå jo lige til det grønne højreben at bakke op om initiativet giftfri-have. Vi går forrest for miljøet i Albertslund, fordi det handler om vores fælles fremtid«, siger borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen, til Jordbrug.dk

»Det er også en af grundene til, at vi prioriterer økologisk mad i vores daginstitutioner. Her skal børnene ikke have pesticiderester i deres mad«, tilføjer han.

»I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi målrettet for et rent miljø. Det er derfor overordentligt glædeligt, at Albertslund kommune tilmelder 3,6 mio. kommunale kvadratmeter til Giftfri Have «, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Hun mener, »det er et stærkt signal til landets øvrige kommuner og til kommunens borgere om at lægge sprøjtegift på hylden – til gavn for vores grundvand, vores biodiversitet og os selv«.

Områder uden gift er med til at give insekter som sommerfugle og vilde bier et fristed, da de er meget sårbare overfor kemisk sprøjtegift.

Sprøjtegift er en af årsagerne til, at bestanden af sommerfuglearter er faldende. 11 ud af vores 77 sommerfuglearter er forsvundet, og 32 arter er truede eller sårbare, viser en kortlægning af de truede arter, som er foretaget af forskere ved Aarhus Universitet.

Haven er et lille økosystem

Insektgifte er også giftige for sommerfugle, og giften kan fjerne både de voksne sommerfugles fødeplanter og larvernes værtsplanter. Derfor kan giftfrie kommunale områder og haver være med til at give sommerfuglene et helle.

»Haven er et lille økosystem med insekter, fugle og smådyr. De samspil ødelægger man, hvis man sprøjter. For sommerfuglene er de giftfrie haver enormt vigtige, fordi den virker som et tiltrængt helle for en sommerfugl, som måske har fløjet langt for at finde sund natur«, siger Gitte Holmstrup, projektleder for Giftfri Have.

Det Giftfri Have-fællesskab har rundet 17.600 medlemmer, der dækker alt fra parcelhushaver og kolonihaver til haver på landet og ved sommerhuset.

Tilsammen dækker Giftfri Have et areal på næsten 88 millioner kvadratmeter. Det svarer til 15 kvadratmeter for hver af Danmarks 5,8 millioner indbyggere.

Exit mobile version