Det skal være slut med at efterlade klimaregningen i børneværelset, siger Wind Denmark, der har seks forslag til det kommende folketing.
Når folketingsvalget er overstået, skal debatten om klima omsættes til konkrete beslutninger, og nogle af dem haster. Wind Denmark peger på seks skridt til succes for et nyvalgt Folketing, hvis indsatsen skal lykkes.
»Selvfølgelig måtte klimaspørgsmålet blive et af valgkampens helt store temaer. Befolkningen er i stigende omgang bekymrede for om vi har styr på klimaindsatsen og kræver, at Folketinget beslutter nye tiltag og indsatser efter valget«, siger Jan Hylleberg.
Han er direktør for Wind Denmark, der er sektorfællesskab for den danske vindsektor og skabt ved en sammenlægning af Vindmølleindustrien og Danmarks Vindmølleforening.
Ifølge Jan Hylleberg skal der opstilles ambitiøse mål for elektrificering og brug af vedvarende energi i alle sektorer. Udbygningen med vindmøller skal fortsætte på både land og hav, og så skal den kombineres med en økonomisk gulerod til de kommuner, der går forrest.
Seks satsningsområder
Wind Denmark peger på seks satsningsområder, der skal indgå i Folketingets arbejde, hvis den samlede indsats skal lykkes. Først og fremmest skal Danmark udarbejde en strategi for bedst mulig udnyttelse af de danske vindressourcer, så Danmark bliver Europas grønne kraftværk og et eksempel, som hele verden kan inspireres af.
»For at høste den grønne energi over Danmark må vi fortsætte opstilling af vindmøller ved at sikre at de lokalsamfund og kommuner, der løfter opgaven, også får gevinst af det. Derudover skal flere af de havmølleparker der bygges i fremtiden kobles sammen via »den første ø« som knudepunkt for havmølleparker i Nordsøen. Her bør Danmark gå efter, også på det punkt, at være foregangslandet på denne teknologiske udfordring«, mener Jan Hylleberg.
Som mange har peget på, at transportsektoren smertensbarnet i klimapolitikken, og det er nu kurven skal knækkes for brugen af benzin og diesel og udledningen af CO2.
Elbiler og den tunge transport
Den mest oplagte løsning er ifølge Wind Denmark at udskifte bilparken med elbiler, og derfor skal den politiske enighed på området udmøntes i konkrete handling.
»Samtidig skal der også tages fat på udfordringen i den tunge transport. Og vi kan ikke længere udskyde handling, når det gælder udfordringen med lastbiler, fly og skibe, som er svære at omstille til batteridrift«, mener organisationen, som derfor foreslår, at Danmark sammen med andre lande i EU skal booste udviklingen af flydende brændsler baseret på grøn elektricitet.
Grøn elektricitet er i fagsproget såkaldt power-to-x eller P2X fra fx vindmøller, som kan anvendes ved brug af eksisterende motorteknologier.
»Vi skal i gang med den grønne omstilling i alle sektorer nu, hvis vi skal nå klimamålene. En ny regering bør derfor udarbejde en både kort- og langsigtet dansk strategi for elektrificering af transport, samt lagring af energi og produktion af flydende elbaserede brændsler til tung transport som fly og skibe. Hvis vi sætter os forrest i denne dagsorden, kan det blive et nyt industrieventyr for Danmark, når også resten af verden skal finde løsninger, der sikrer både energilagring af vind- og solenergi og klimamæssigt bæredygtig fly- og skibstrafik«, siger Jan Hylleberg.
FAKTA: Seks konkrete forslag til Folketinget
Klimaloven bør suppleres med mål for elektrificering og 100% vedvarende energi
Folketinget bør i Klimaloven, eller supplerende hertil, fastsætte mål om øget elektrificering af transport- og varmesektorerne og overgang til 100% vedvarende energi senest i 2045.
Slut med at efterlade klimaregningen i børneværelset – forureneren skal betale via højere CO2-pris
En ny regering bør arbejde for en højere pris på CO2-udledning, som kan sikre en hurtig udbygning med vedvarende energi for at leve op til Parisaftalen.
Udnyttelse af vindressourcen, så Danmark bliver Europas grønne kraftværk
Danmark bør udarbejde en strategi for bedst mulig udnyttelse af de danske vindressourcer. Den stabile udbygning med landvind på 200-250 MW pr. år bør fastholdes, og der bør sikres en stabil udbygning med mindst fem havmølleparker af 800-1000 MW inden 2030, ligesom Danmark bør gå efter at få »den første ø« som hub for klynger af havmølleparker i Nordsøen, hvis de aktuelle udviklingsprojekter med deltagelse af Energinet peger på hub’s som en god ide til udnyttelse af havvindressourcen.
Fra vind til velfærd i landdistrikterne
Opstillingen af vindmøller skal komme lokalsamfund og kommuner til gavn
via obligatoriske fonde, hvor midler går til bl.a.
landdistriktsudvikling.
Bedre vilkår for forskning, udvikling og test samt fastholdelse af dansk vindmølleeksport
Der er behov for flere danske testpladser for nye vindmølletyper, så vi kan fastholde den danske førerposition i udviklingen af vindmøller, samt en fortsat udbygning og styrkelse af eksportordningen, herunder med nye samarbejdslande og udstationerede energieksperter. Dertil kommer styrkelse af SMV’ers eksportindsats via flere midler til den kollektive eksportfremmeindsats under UM/Eksportrådet.
Vindens værdi skal veksles til højværdiprodukter (P2X)
En ny regering bør udarbejde en både kort- og langsigtet dansk strategi for elektrificering af transport, samt lagring af energi og produktion af flydende elbaserede brændsler til tung transport som fly og skibe (P2X).
Kilde: Wind Denmark