Bortset fra en enkelt art har vokshatte ingen værdi i køkkenet. Til gengæld har de fleste smukke farver og rigt varierede former, og næsten alle er relativt sjældne.
NATURKLUMMEN
Af Ian Heilmann, lic. scient. og naturskribent
Det kan godt være, at man først kommer til at tænke på kantarel, trøffel, morkel, spiselige rørhat, mm. – men så taler vi om den gastronomiske superliga. Og den kan da også få pulsen og mundvandet i omdrejninger.
Selv mere videnskabeligt anlagte personer på tur med svampekurv siges at kunne falde på knæ med tårevædede øjne ved synet af en flok spiselige morkler i aprils lysegrøntflimrende skovbund.
Men mange mykologer, som de mere seriøse svampekyndige betegnes, har andre og mere subtile favoritter. F.eks. vokshattene. Bortset fra en enkelt art, har de omtrent 50 danske arter vokshatte ingen værdi i køkkenet. Men så kan de noget andet.
De fleste har smukke farver og rigt varierede former, og næsten alle er relativt sjældne. Sjældne skønheder – det har altid haft fascinationskraft, tænk blot på f.eks. orkidéer og vandrefalke.
Vokshatte stiller specielle krav til deres levested. De findes på gammelt græsland – og altså ikke i skoven, hvor flertallet af Danmarks ca. 5000 svampearter lever.
For mere end ca. 5000 år siden, inden agerbruget blev opfundet, sørgede store vilde græsædere som bison og vildhest for eksistensen af lysåbne græsarealer, som indgik i en mosaik sammen med moser, søer, vandløb og den fremherskende urskov. Siden hen tog landbrugets husdyr over – overdrev er den traditionelle betegnelse for sådan »halvnatur«, afgræsset af kreaturer, og som ikke har været berørt af hverken plov, kunstgødning eller anden kemi.
I dag hedder det naturpleje, på statens områder iværksat af Naturstyrelsen, som sætter kvægafgræsning i udbud. Som små fragmenter ligger sådanne overdrev og høje enge spredt i landet som et svagt ekko fra fordums naturflom. På de bedste områder findes stadig mere end tyve arter vokshatte. Og netop nu og til ind i november er det sæson.
Svendborg kommune kan også være med. De tørre dele af Thurø Rev og Rødme Svinehaver er vokshatterevirer, og fra andre egne af Fyn kan nævnes Bobakkerne, Brændholt bjerg og Hindsholm.
Vokshatte er kendetegnet ved deres relativt tykke og veladskilte lameller under hatten og deres mere eller mindre voksagtige overflade.
På Thurø Rev træffer man let på de mindst sjældne arter: Snehvid vokshat, den sortrøde Kegle-vokshat og den gule Spidspuklet vokshat. Kongen af vokshattene, den sjældne Knaldrød vokshat, skal man andre steder hen for. Den har det latinske artsnavn splendidissima. Flottere bliver det ikke – og lad den endelig stå!
