DEBAT – Gårsdagens 1. behandling af borgerforslaget om »Dansk Klimalov nu« var en tåkrummende affære. Regeringen var enig i intentionerne med forslaget, men vil ikke stemme for, og kan ikke rigtig begrunde hvorfor. Hvis man viger for ansvaret, er man det ikke værdigt, skriver Marianne Bigum, som stiller op til Folketinget for SF.
Af Marianne Bigum, folketingskandidat for SF
KOMMENTAR Nogen gange forstår jeg det bare ikke. Vi har et problem, og et alvorligt et af slagsen. Kloden varmer hastigt op med en kurs mod noget, vi ikke kan holde til.
Verdens førende klimaeksperter har i årevis og mere og mere indtrængende forklaret os, at den er helt gal, og at vi bliver nødt til at gøre noget. Vi er sådan set heller ikke i tvivl om, hvem der skal gøre noget, det har vi været klar over siden Paris-aftalen i 2015, hvor verdenssamfundet formelt lagde det kæmpe ansvar videre over på verdens nationale parlamentarikere.
Med Paris-aftalen havde vi nu forpligtet os til at handle på klimakrisen, og at vi alle hjemme i vores respektive lande, nu skulle til at komme i gang. Det kan nås endnu, men de næste 5-10 år er kritiske.
At holde klodens temperaturstigning et godt stykke under de 2 grader og stræbe efter de 1,5 grader er en politisk opgave. Og det er ikke nok, at skrive det ned på et papir, der skal også politisk handling til at sikre, at vi når i mål. Et enigt Folketing er med på opgaven – vi skal i 2050 have skabt et samfund, hvor vi ikke udleder mere CO2 end vi lagrer. Og så går vores nuværende regering hen og lægger en plan frem, som peger på, at vi først bliver netto-nul i omkring år 2100… Undskyld mig, men hvad er det, der foregår?
Jeg kan godt forstå, at Danmarks grønne organisationer med et stærkt folkeligt mandat mister tålmodigheden og fremlægger et forslag til en Dansk klimalov nu. Vi er nemlig mange, der står og tripper for at komme i gang.
Landets borgere er bekymrede for, hvilken fremtid vi og vores næste generationer er på vej ind i. Og virksomheder, kommuner, regioner, forskere og investeringsselskaber har brug for, at der sættes en klar retning, så man kan komme i gang. Politik er egentlig ret simpelt, det handler om lederskab. At man sikrer klarhed ved at give utvetydig besked om retning og hastighed for den grønne omstilling, og at man viser hvordan vi i Danmark bliver et nul-emissionssamfund.
Og borgerforslaget er præcis dér vi skal starte. Det er ikke nede i detaljerne om hvordan, vi skal nå målene, men har alene til formål at forpligte Danmark til at beregne og sætte de nationale mål for vores andel af CO2-emissionerne så vi kan leve op til vores internationale forpligtelser. Klimaloven skal kort sagt sikre, at vi i Danmark, ligesom alle øvrige parlamenter i verden, gør vores del, og gør det, vi har lovet med Paris-aftalen.
Hvad venter vi på?
Som ingeniør ligger det grundlæggende i mig. Man har et problem, man løser det. Er man imod et løsningsforslag, så kan man forklare hvorfor.
Gårsdagens 1. behandling af borgerforslaget om »Dansk Klimalov nu« var derfor en tåkrummende affære. Regeringen var enig i intentionerne med forslaget, men vil ikke stemme for, og kan ikke rigtig begrunde hvorfor. Det kan min kringlede ingeniør-hjerne ikke forstå. Det er nu, vi skal handle – men regeringen vælger at vente uden reelt at kunne forklare hvorfor? Venter de på, at der kommer en voksen og tager beslutningerne for dem?
Efter forgæves at kunne finde svaret på, hvorfor regeringen nøler, og ikke bare med et højt rungende JA! tager imod borgerforslaget, så vi kan komme i gang, er jeg kommet frem til en af to forklaringer: Enten kan man ikke træffe beslutninger eller også vil man ikke. Uanset hvad, så bør man tage et selvkritisk blik og overveje hvorfor man egentlig har valgt at være i politik.
Gårsdagens 1. behandling af borgerforslaget viste klart hvem, der er parat til at handle og hvem, som når det kommer til stykket, alligevel hellere vil sætte sig mageligt i de bløde stole. Og det er i øvrigt fair nok, men det kan man altså ligeså godt gøre i biografen, så kan vi andre styre biksen imens.