Site icon Jordbrug.dk

Ny digital platform skal sælge grimme grøntsager

En tredjedel af alle grøntsager når aldrig forbrugerne. Men anden sortering er ikke lig med dårlig kvalitet. Med en ny digital platform vil to unge kvinder bag firmaet GRIM bekæmpe madspild. Foto: GRIM

To unge kvinder bag firmaet GRIM får million-støtte til at opbygge en digital platform, hvor de kan formidle salg af andensorterings frugt og grønt til restauranter og storkøkkener. Målet er at reducere madspild.

MAD – Tyske Carolin Schiemer og finske Petra Kaukua mødte hinanden på CBS på kandidatstudiet i bæredygtige forretning. Nu omsætter de deres akademiske kundskaber i praksis i det fælles firma GRIM, hvor de sælger grønsager, som ellers ville blive kasseret, fordi udseendet ikke lever op til EU-standarderne. 

»Et blomkål kan ende som klasse II, hvis det er for stort eller for lille, og derfor er der cirka en tredjedel af alle grøntsager, som aldrig når forbrugerne. Det tal er alt for højt, for anden sortering er ikke lig med dårlig kvalitet. Derfor er vores mål at udnytte og sælge alt det grønt, landmændene ikke selv kan afsætte i dag«, forklarer Petra Kaukua.

I 2018 startede Søstrene Grim, som de for sjov kalder sig, en abonnementsordning, hvor de sælger kasser med andensorterings frugt og grønt fra økologiske producenter. I dag har de otte fuldtidsansatte og 300 frivillige til at betjene 1300 faste privatkunder.

1,7 millioner i støtte til grøn udvikling

Nu tager de med støtte fra Miljø-og Fødevareministeriets grønne udviklings og demonstrationsprogram GUDP skridtet videre til nye kundegrupper. GUDP har bevilget 1,7 mio. kr. til Søstrene Grims arbejde med at opbygge en digital platform for salg af »grimme grønsager« til restauranter og kantiner, oplyser Miljøstyrelsens pressetjeneste.

Baggrunden er, at storkøkkenerne i øjeblikket ikke har mulighed for bestille klasse II-grønt via de almindelige grossister, selv om interessen for at mindske madspild er stigende.

Det nye afsætningssystem skal bestå af en digital platform, hvor landmænd kan rapportere, hvor meget klasse II-grønt de har, og hvilke grønsager det drejer sig om. Desuden bliver der etableret en webshop for indkøberne.

»Det er vigtigt at gøre det enkelt for landmændene at rapportere, hvor meget klasse II-grønt de har og på samme måde gøre det let for køkkenerne at bestille«, forklarer Petra Kaukua.

Hun ser salget af klasse II-varer som en vej til at effektivisere ressourceudnyttelsen i den økologiske frugt- og grøntsektor, og det er der brug for, fordi forbrugerne i stigende grad ønsker et bæredygtigt forbrug, påpeger hun.

Store ressourcebesparelser og økonomisk gevinst

Udover at mindske madspildet kan GRIM´s nye digitale afsætningssystem også spare landmændene for penge.

»En ting er, at vi kan mindske madspildet. Det er rigtig positivt. Men derudover giver effektiviseringen også en stor ressourcebesparelse og økonomisk gevinst for de økologiske landmænd, som kan sælge mere uden at øge produktionen«, siger Petra Kaukua.

»Når grøntsagerne kasseres, har landmanden spildt både mark, vand, arbejdstid, opbevaring og forpakning i løbet af processen. Hele cyklussen skal med i betragtningen, og i sidste ende vil landmændene opleve en stor økonomisk besparelse«, vurderer hun.

Afsætningssystemet forventes at være færdigudviklet i begyndelsen af 2021. Projektet er et samarbejde mellem GRIM, som udvikler den digitale platform og webshop, Compass Group, REGA, Hotel- og Restaurantskolen, Stop Spild Af Mad, Plantepølsen og MaMam.

Exit mobile version