Site icon Jordbrug.dk

Nanna på 17 skal til Bruxelles for at tale klima med EU’s vicepræsident

Nanna går i 1. g på Viborg Katedralskole og koordinerer sammen med fire andre klimastrejkerne i Viborg. På billedet ses fra venstre: Marika Cebula, Andrea Eliasen, Edith Vels, Nanna Lindbæk Qvesel og Isaac Bay.

Nanna har været »den sygeste flæskestegspige«. Nu er hun veganer, køber genbrugstøj og arrangerer klimastrejker i Viborg. I morgen rejser hun til Bruxelles for at diskutere klimapolitik med EU’s vicepræsident.

I morgen tirsdag den 23. April skal den 17-årige gymnasieelev, Nanna Lindbæk Qvesel fra Viborg mødes med EU-Kommissionens vicepræsident, Maroš Šefčovič i Bruxelles for at diskutere klimapolitik.

I mødet i Bruxelles deltager også andre unge klimaaktivister fra hele Europa. Udover at diskutere klimapolitik med vicepræsidenten skal de unge også prøvekøre en elektrisk, førerløs minibus.

»Vi håber, at han vil lytte og tage nogle af de ting, vi siger, med i sine overvejelser. Samtidig håber vi selvfølgelig på, at mødet kan være med til at sætte stærkere fokus på klimakrisen og få endnu flere unge til støtte op om en klimavenlig, bæredygtig udvikling. Vi er nødt til at ændre vores livsstil, hvis vi skal undgå klimakaos, siger Nanna Lindbæk Qvesel.

Eneste danske repræsentant for #FridaysForFuture

Nanna Lindbæk Qvesel går i 1. g på Viborg Katedralskole og har sammen med med sine kammerater været med til at arrangere og koordinere klimastrejker i Viborg gennem de seneste måneder.

Nanna skal repræsentere FridaysForFuture i Danmark, en grøn oprørsbevægelse, som er startet i august sidste år af den dengang kun 15-årige svenske skolepige, Greta Thunberg. Helt alene indledte hun klimastrejkerne ved at sidde foran det svenske parlament med sit skilt i tavs protest mod, at politikerne efter hendes mening intet gjorde for at afværge de globale klimaændringer.

»Hvorfor uddanne sig til en fremtid, der måske snart ikke længere findes«, argumenterede Greta, når de voksne belærte hende om, at hun hellere skulle passe sin skole og lære sine lektier i stedet for at demonstrere.

Greta har med sit eksempel vist, at det nytter noget, og at man selv som 15-årig kan være med til at påvirke og ændre verden. Og det har givet håb for en hel generation af børn og unge i resten af Europa og kloden rundt, som nu følger Greta Thunbergs eksempel.

Har selv været den »sygeste flæskestegspige«

Mange unge, der klimastrejker, mener, at politikerne gør alt for lidt og er i stedet selv begyndt at handle ved at skære ned på deres kødforbrug, flyve mindre og købe genbrug for at gøre noget godt for klimaet. Gør du også det?

»Ja, det er lige mig«, griner Nanna Lindbæk Qvesel, som fortæller, at hun forholder sig kritisk til modeindustriens miljøbelastende produktionsmetoder, helst går i genbrugstøj og nu helt har droppet at spise kød.

»Jeg er gået all-in og er blevet veganer og spiser slet ikke animalske produkter længere. Men tidligere har jeg været den sygeste flæskestegspige«, erkender hun uden tøven.

Den unge klimaaktivist mener, at vi alle er nødt til at ændre livsstil, skrue ned for overforbruget og passe bedre på ressourcerne, hvis der også skal være noget til den generation, der er børn og unge i dag.

Vi har 10-12 år til at ændre kurs

De seneste årtier har vi slidt alt for meget på naturgrundlaget, og ifølge de fremmeste forskere i FN’s Klimapanel har vi kun omkring 10-12 år til at ændre kurs, hvis vi vil undgå den værste klimakatastrofe, hvor økosystemerne bryder sammen og dermed udløser en irreversibel kædereaktion (irreversibel: en proces, der ikke kan standses).

Ifølge Nanna er EU’s vicepræsident interesseret i at høre de unge klimaaktivister fortælle deres individuelle historier og sammen drøfte klimakrisens forskellige aspekter. Hvad er samfundets største problemer i forhold til krisen, og hvad kan man som individ selv stille op.

Exit mobile version