Site icon Jordbrug.dk

Ekstra millioner til økologi og klimavenligt landbrug

I 2020 får GUDP tilført 40 mio. kr. ekstra til projekter, som kan lette fødevarernes klimaaftryk. Det er et resultat af Folketingets aftale om fordeling af Forskningsreserven for 2020. Aftalen giver desuden også 38 mio. kr. til økologiske fødevareprojekter.

Alle Folketingets partier er enige om fordelingen af forskningsreserven for 2020 på 1.925 millioner kroner. Med aftalen prioriteres samlet over 1,5 milliard kroner til grøn forskning inden for blandt andet omstilling af landbruget, miljøvenlig transport og bæredygtige byer.

FORSKNING – Et stort flertal i Folketinget blev onsdag den 6. november 2019 enige om at fordele Forskningsreserven for 2020. Aftalen indebærer bl.a. at Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram, GUDP, får tilført 78 mio. ekstra til næste år. Heraf bliver 40 mio. kr. øremærket klimaprojekter.

»Vi er meget glade for, at der nu kommer ekstra midler til forskning i metoder og teknologi, som kan gøre landbruget og hele fødevaresektoren mere klimavenlig«, siger tidligere fødevareminister Henrik Høegh (V), der er GUDP’s næstformand, i en pressemeddelelse.

Bevillingen falder i tråd med GUDP´s aktuelle arbejde med at motivere ansøgere for at udvikle projekter på klimaområdet. GUDP har netop afholdt en klimakonference, hvor erhvervsfolk, forskere, rådgivere og myndighedspersoner sammen har udviklet ideer til innovation, der kan lette fødevareerhvervets klimaaftryk.

Klar til nye projekter
»Vi har på den måde allerede taget hul på at inspirere kommende projektdeltagere til at udvikle gode og relevante ideer på klimaområdet, og vi ser frem til at modtage mange kvalificerede ansøgninger til den nye pulje«, siger Henrik Høegh.

De projekter, som GUDP giver tilskud til, involverer typisk både virksomheder, forskere og evt. rådgivere. Det er med til at sikre, at resultaterne både er baseret på solid forskningsmæssig dokumentation, og at de samtidig er økonomisk bæredygtige.

Ud over de ekstra 40 mio. kr. til klimaprojekter i GUDP-regi kommer der også 38 mio. kr. til økologi fra Forskningsreserven.

Ansøgningerne til økologimidlerne vil blive administreret af ICROFS – Internationalt Center for Forskning i Økologiske Landbrug og Fødevaresystemer – i samarbejde med GUDP.

Exit mobile version