Tang og ålegræs henter CO2 ud af omgivelserne og omsætter kulstoffet (C) til biomasse. De vil også kunne dæmpe efterspørgslen på de mest klimabelastende fødevarer, hvis de i større omfang blev en del af kostplanen.
NATURKLUMMEN
Af Ian Heilmann, lic. scient. og naturskribent
Ligeså utilnærmeligt som Kap Horn er det vel lige knap, men nemt er det ikke at runde Elsehoved på Sydøstfyns kyst på traveturen. Begrænset af kystnære sommerhuse med ugæstfrie tilkørselsveje og andre private strandgrunde på landsiden og strandkanten modsat, så er man på længere stræk tvunget til at skulle op og balancere på store og ofte glatte kampesten for at nærme sig det rød-hvide lilleputfyrtårn ude på pynten.
Forleden lå der en godt og grundigt afdød sæl skyllet i land i strandkanten som en slags påmindelse om, at ikke alle klarer pynten. Men så må man holde et hvil, samle kræfter og falde i staver over, hvad Langelandsbæltets opskyl ellers har at byde på.
Tang, for eksempel – som der findes allevegne langs strandene i de indre danske farvande. Det er nemt at se, at der både er blæretang og bændeltang. Førstnævnte er navnet på de velkendte brunlige og forgrenede, gelatineagtige vandplanter med de tydelige luftblærer. De hører til algerne, en uensartet gruppe af livsformer, som i størrelse varierer fra mikroskopisk encellede til meterlange organismer.
De store røde, grønne og brune alger i opskyllet har haft repræsentanter på kloden i op til en milliard år. Mange af dem har i frisk og fin tilstand stor kulinarisk og ernæringsmæssig værdi, med højt indhold af vitaminer, mineraler og proteiner. Det nyder japanerne og efterhånden mange vesterlændinge godt af.
Så er der bændeltangen, genkendelig på sine smalle, alenlange og grønne båndblade. Den hedder også ålegræs, et noget mere retvisende navn, da det slet ikke er en alge, men derimod noget mere avanceret, nemlig en blomsterplante (som græs). Ålegræs er rodfæstet i havbunden og kan danne store grønne bølgende skove i kystnære farvande. Sådanne ålegræsskove i klart, lysfyldt og ikke næringsbelastet saltvand danner grundlag for et mylder af andet marint liv, sammenligneligt med de ikoniske og ekstremt artsrige koralrev.
I den stadigt mere påtrængende klimakrise er der forøget opmærksomhed på havet. De to nævnte havplanter kan komme til at spille en vigtig rolle i bestræbelserne for at få begrænset indholdet af drivhusgassen CO2 i atmosfæren og også i havvandet. Som planter, der udfører fotosyntese, henter tang og ålegræs CO2 ud af omgivelserne og omsætter kulstoffet (C) til biomasse, akkurat som planter og skove på landjorden.
Hvis dødt ålegræs og andre havplanter får lov til at aflejres som sediment i havbunden, får man kulstoffet langtidsparkeret. Og hvis diverse brune, grønne og røde alger i større omfang kom til at indgå i vores kostplaner, ville det kunne bidrage til at afdæmpe milliardbefolkningers efterspørgsel på de mest klimabelastende fødevarer, baseret på drøvtyggende husdyr.
Det ville igen medvirke til at mindske landbrugets arealpres, til gavn for den trængte vilde natur. Kloden har brug for skovrejsning – til lands og til vands.
