Venstres tomme løfter på oliehavnens betonmure

Rebecca Goldschmidt Andersen studerer historie på Aarhus Universitet og er klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevægelse. Hun deltager i vores grønne debatpanel her på Jordbrug.dk, hvor politikere og enkeltpersoner frem til folketingsvalget skriver og debatterer om klima, natur, miljø og grøn omstilling.

Jeg har svært ved at se, hvordan visse partier på nogle få måneder skulle have ændret deres grundlæggende politik, blot fordi mange børn, unge og ældre ter sig som klimatosser på gaderne.

Af Rebecca Goldschmidt Andersen,
studerende og klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevælgelse i Aarhus

DEBAT – Kan man stole på at få leveret en bæredygtig fremtid af politikere, hvis bannere belejligt bliver tildelt reklameplads på oliehavnens betonmure i Aarhus. Er det ikke for tydeligt, at mennesker, der er i lommerne på sorte pengemænd ikke har friheden til at tage den grønne omstilling alvorligt?

Når den samme politiker på det ene busskur lover at stoppe migration og på det andet lover bæredygtighed, uden at uddybe disse to begreber nærmere, er det så ikke lidt for gennemskueligt, at dette er tomme ord. Ikke engang løfter, men bare ord på et skur.

Og så vælger vi Venstre. Ja hele Danmark er henrykt, for selvfølgelig vil dette parti også i næste valgperiode kæmpe for, at vores børn skal have en grøn fremtid.

Lader vi os narre?
Egentlig vil jeg ikke udtale mig partipolitisk. Men når politikere fra alle sider kan komme og trykke abstrakte begreber på alle facader i byen, og derved overbevise folket om, at de er til at stole på, så tænker jeg, at den danske befolkning godt og grundigt har ladet sig narre.

Jeg har svært ved at se, hvordan visse partier på nogle få måneder skulle have ændret deres grundlæggende politik for fremtiden, bare fordi det er populært at sige klima i befolkningen. Blot fordi mange børn, unge og ældre ter sig som klimatosser på gaderne.

Venstre er altså ikke blevet grønne, bare fordi de siger det. Ord og floskler er der nok af. Jeg håber, der bliver stemt på klimaet til næste valg. Jeg vil gøre mit bedste i løbet af den næste uge for at gå på gaden og råbe på klimahandling og klimavalg. Ikke på blå øjne og ligegyldighed.