Veganere i demo for dyrenes rettigheder

Også i 2018 marcherede veganere og forkæmpere for dyrs rettigheder igennem byens gader med skilte og bannere. Her er det marchdeltagerne på Bispetorv i Aarhus. Foto: Gustav Bech

(rettet version) En fælles koordineret dyrerettighedsmarch foregår lørdag klokken 13 i både Aarhus og København.

I morgen lørdag 30. marts afholder Danmarks Veganske Forening i samarbejde med Vegan Change en dyrerettighedsmarch i både Aarhus og København.

Det sker for andet år i træk og ifølge arrangørerne med baggrund i ønsket om at »informere den brede befolkning om den måde vi i samfundet anvender dyr, samt den lidelse og død, det dagligt medfører for millioner af dyr.«

Dyrerettighedsmarchen begynder i Aarhus og København på samme tid. Klokken 13 vil deltagerne i Aarhus marchere fra Bispetorv i samlet trop med bannere, skilte og råbe slagord »for at sende et klart signal om, at vi ønsker en medfølende verden, hvor alle dyr er fri for menneskers mishandling og udnyttelse.«

I København begynder marchen fra Den Røde Plads.

Dyrene har brug for vores stemme
»Dyrene har brug for vores stemme, for at få deres grundlæggende rettigheder! Det samme har vores fælles miljø, eftersom produktionen af animalske produkter er vores tids allerstørste miljøsynder«, siger Peter Steffensen, som er formand for Danmarks Veganske Forening.

Sammen med Ulrik Myrtue vil han deltage som marchleder i København, mens næstformanden i Danmarks Veganske Forening, Thomas Erex, er marchleder i Aarhus.

Dyrerettighedsmarchen en del af en international bevægelse, der har arrangeret lignende marcher rundt omkring i verden. Da den seneste blev afholdt i London, gik over 10.000 mennesker med i demonstrationen for dyrenes rettigheder, fortæller arrangørerne.

Også i Danmark bliver marchen bakket op af forskellige dyrerettighedsgrupper og foreninger. En af de mere kendte er bioetiker Mickey Gerris, som taler ved marchen i København. Også Michael Monberg fra Veganerpartiet, Niels Due Johansen fra Anima og Peter von Kohl vil tale dyrenes sag.

Ifølge arrangørerne vil der samtidig blive afholdt en sympatimarch i Los Angeles, hvor deltagerne marcherer gennem Hollywood.

»Det er med andre ord en bevægelse der har fået stor momentum gennem de sidste par år, og det afspejler tendensen i samfundet, hvor der er større og større opmærksomhed på dyrs forhold, både i landbrugs- og pelsindustrien og til underholdning«, lyder det fra arrangørerne.