Unge kører gylle i døgndrift som en slags manddomsprøve

Aarhus Universitet retter nu en regnefejl, som betyder, at der er udledt mindre kvælstof til vandmiljøet, end man hidtil har troet. Foto: Colourbox

Det er forår og gyllesæson, og en ulidelig, kvalmende stank breder sig på landet. Ansatte i landbruget kører gylle i døgndrift fra de store industribrug med svin og køer.

Torsdag kørte jeg igennem det smukke landskab fra Skanderborg til Odder og blev pludselig fanget i en anmassende, rådden stank af væltet lokum, som trodsede de hermetisk lukkede vinduer, fyldte hele bilen og fik mig til at træde ekstra hårdt på speederen i et forgæves forsøg på at slippe bort.

Det er gyllesæson, og blandt de unge medarbejdere i landbruget er det udbredt at køre gylle uafbrudt i op til 24 timer som en slags manddomsprøve. Det har betydet flere ulykker med trætte traktorførere bag rattet.

Syv jyske landboforeninger har fået nok og appellerer nu til, at kollegerne (arbejdsgiverne) selv sætter en stopper for de lange arbejdsdage, før det ender med en mere alvorlig ulykke.

Det skriver DR Midt- og Vestjylland.

»Det, jeg kunne frygte allermest, er, at en traktor eller et gyllesæt tonser ind gennem et hus eller torpederer en bil og slår rigtig mange mennesker ihjel. Det er skrækscenariet for mig«, fortæller Frede Lundgaard Madsen, der er formand for LandboForeningen Midtjylland.

Nu skal jeg vise hele verden
DR har talt med 32-årige Thomas Birkedal, som selv er traktorfører på en maskinstation, og han kender til de lange dage bag rattet.

»Som ung tror man, at man kan alt, og man er udødelig. Nu skal jeg vise hele verden, at her kommer jeg, og mine kolleger skal ikke slå mig. Det var sådan, jeg tænkte«, siger Thomas Birkedal til DR Midt- og Vest.

»Det kan være svært at sige fra, når man er ung og gerne vil bevise over for andre kolleger, at man kan køre igennem«, siger han.

Landbruget har ikke ingen regler om køre- hviletider, som eksempelvis lastbil- og buschauffører. Og det håber landboforeningsformand Frede Lundgaard Madsen heller ikke, de får.

»Vi vil gerne appellere til, at vi nu indfører en form for selvjustits, så vi ikke får monteret fartskiver. Det er et bøvl at styre inden for minutter eller kvarterer«, mener han ifølge DR Midt- og Vest.