72 procent af de unge mellem 18 og 34 år vil gerne nedsætte deres kødforbrug. Klima og miljø er ved at overhale sundhed som væsentligste argument.
MAD – 72 % af de unge mellem 18 og 34 år ønsker at spise mindre kød. Og halvdelen (51 %) mener, at politikerne har et ansvar for at reducere kødforbruget og fremme klimavenlig mad i Danmark.
Det viser en ny landsdækkende, repræsentativ undersøgelse, som Coop Analyse har udført i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening blandt 1.011 danskere mellem 18 og 74 år.
Mere end hver fjerde (27,5 %) svarer, at de spiser vegetariske frokostmåltider mindst tre-fire dage om ugen, og 14 procent siger, at de spiser fleksitarisk (vegetarisk de fleste af ugens dage) eller helt vegetarisk.
»Vi kan se, at udviklingen fortsætter, og at det især er antallet af fleksitarer, som stiger, ikke mindst blandt de unge«, siger Lars Aarup, analysechef i Coop Analyse.
LÆS OGSÅ: Nye madvaner kan skubbe på grøn omstilling
Klima er ved at overhale sundhed som den førende årsag
Ifølge Dansk Vegetarisk Forening er sundhed stadig den mest udbredte årsag til at spise vegetariske måltider, men årets undersøgelse peger på, at klima og miljø (30 %) haler ind på sundhed (34 %) som begrundelse for at spise kødfrit.
Blandt de unge har klima og miljø (39 %) for længst overhalet sundhed (33 %) som den mest udbredte årsag til at vælge vegetariske måltider.
»Flere og flere unge er med rette bekymrede for både deres egen og planetens fremtid. Det er derfor glædeligt, at de både tager ansvaret i egen hånd og samtidig støtter politiske tiltag, som fremmer det grønne«, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.
Støtte til politiske tiltag
De unges opbakning til politiske tiltag gælder ikke kun på et generelt plan, men gælder også fem konkrete politiske tiltag.
70 % af de unge mener således, at afgifterne bør sænkes på frugt og grønt. Kun 6 % er uenige. 55 % af de unge mener, at der i folke-/grundskolen bør undervises mere i grøn madlavning i stedet for tilberedning af kød. Kun 15 % er uenige.
49 % af de unge mener, at det altid bør være muligt i offentlige institutioner (børnehaver, plejehjem etc.) at kunne vælge et vegetarisk måltid. Kun 13 % er uenige.
44 % af de unge mener, at de officielle kostråd mere tydeligt bør anbefale, at vi spiser mindre kød. Kun 18 % er uenige.
39 % af de unge mener, at staten bør investere mere i udvikling af nye plantebaserede fødevarer. 26 % er uenige.
Om undersøgelsen
1.011 deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i sommeren 2019, men ikke tidligere er blevet offentliggjort. Data er vægtet på køn, alder og geografi og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning mellem 18 og 74 år.