Hvis man ønsker en ambitiøs klimapolitik, er det reelt kun Alternativet og Enhedslisten, der kan levere.
Af Theresa Scavenius, klimapolitisk forsker og folketingskandidat for Alternativet
DEBAT – Nå, jeg nåede lige at tro, at der rent faktisk kom en god nyhed her i valgkampen. At Socialdemokraterne endelig havde lyttet til alle klimaforskerne, klimaaktivisterne, ngo’erne og de grønne partier, og at det måske kunne give mening at støtte op om partiet, fordi de repræsenterer noget andet og noget mere end den siddende borgerlige regering.
Overskrifterne lød lovende: »S vil have bindende klimalov«, ’Vi kan ikke være bekendt ikke at løse klimakrisen’, lovede Mette Frederiksen fra forsiderne.
Så langt så godt.
Men som med alle politiske udspil for tiden matcher overskrifterne meget dårligt med det politiske indhold. For når man nærlæser Socialdemokratiets fem klimainitiativer, falder hele korthuset sammen.
Socialdemokratiet er, når man går dem efter i sømmene, ikke et hak bedre end regeringen i forhold til at vildlede befolkningen. At føre dét, jeg kalder for postfaktuel klimaskepticisme, hvor man nok erkender klimaforandringerne, men stadig siger ét, og gør noget helt andet. I nogle tilfælde det stik modsatte.
Socialdemokratiets fem initiativer
Lad os se nærmere på Socialdemokratiets fem initiativer.
Den tyndeste del er ideen om en skovfond, »hvor de danskere, der ønsker at kompensere for deres CO2-udledning, kan gøre det med vished om, at deres bidrag gør en reel forskel. Fonden skal som udgangspunkt opføre ny skov i Danmark. For at kompensere for danskernes CO2-udledning«.
Denne skovfond er altså i virkeligheden blot en statslig afladsordning for private forbrugere. Det har ikke meget med national klimapolitik at gøre. Tværtimod. Man lader borgerne svine, og giver dem mulighed for at købe aflad.
Den næst-tyndeste del handler om landbruget. Her kunne man jo håbe, at de havde forstået budskabet om, at der ikke er nogen vej uden om for landbruget end at producere langt mere klimavenligt, hvilket med de redskaber, vi har i dag, betyder færre dyr. Men nej. Socialdemokratiet kan svinge sig op til en »jordreform til gavn for klima, natur og landbrug. Og vi vil forpligte landbruget til at tage et medansvar for at reducere deres CO2-udledning.«
Lur mig, om ikke der her refereres til den aftale, som Landbrug & Fødevarer allerede har lavet med Danmarks Naturfredningsforening.
Det tredje tyndeste forslag handler om energieffektiviseringer, som sådan set er meget fint. Men det er en gammel traver. Socialdemokratiet vil have en »ambitiøs« indsats på området, som fokuserer på offentlige bygninger. Men hov: De siger, at den ambitiøse politik blot skal gå længere end det »minimumskrav«, som EU har sat. Hvilket betyder, at vi blot følger EU’s krav, og har en ambition om at være lidt mere ambitiøse.
Grønne biler og stop for benzin og diesel
Tilbage er to forslag, som rent faktisk har noget politisk substans. Det første er målsætningen om, at der skal være 500.000 grønne biler og et stop for salget af nye benzin- og dieselbiler i 2030. Men det er værd at bemærke, at dette igen er et forbruger-baseret initiativ, som skubber aben over på forbrugeren.
For hvis nye benzin- og dieselbiler først bliver forbudt i 2030, hvorfor skulle man som forbruger så købe en grøn bil i stedet for? Med andre ord er det usandsynligt, at tallet for grønne biler kan komme op på 500.000 i 2030. Det kan kun lade sig gøre, hvis der samtidig indføres en stigning i registreringsafgifterne på benzin- og dieselbiler. Og det nævner Socialdemokraterne ikke noget om.
Så initiativet er ligeså luftigt som regeringens ambition om at have 1 mio. grønne biler i 2030, men hvor der reelt kun laves politik for 1000 grønne biler.
Hvordan reformerer vi energimarkedet?
Så til det sidste klimapolitiske initiativ, som er opførelsen af to ekstra havvindmølleparker. Det er jo fint. Problemet er bare, at det langt fra er nok i forhold til behovet. Hvad jeg savner som klimapolitisk forsker er en diskussion om den konkurrenceudsættelse, som regeringen har udsat det danske vindmølleeventyr for.
Jeg savner en diskussion om, hvordan vi reformerer energimarkedet, så der ikke bliver slukket vindmøller, selvom om det blæser – ikke fordi strømmen bliver for dyr – men absurd nok fordi strømmen bliver for billig.
Jeg savner en diskussion af diskonteringsrenten. Hvorfor skal vi have en højere end f.eks. i Tyskland? Og jeg savner først og fremmest en diskussion om, hvordan vi udfaser den sorte energi.
Ja, det er godt at udbygge sol og vind med den ene hånd. Men hvis man med den anden hånd borer efter ny olie og investerer i nye gasledninger, som Socialdemokratiet har stemt for, så forslår initiativerne som en skrædder i helvede.
Jeg er nødt til at blive partipolitisk
Det betyder også, at det klimapolitisk er fuldstændig omsonst, som SF, Ø og RV gør, at støtte en Socialdemokratisk ledet regering. Det er useriøst at parkere sine politiske mandater i en kurv, som nærmest ikke adskiller sig fra regeringens sorte klimapolitik.
Tilbage er der derfor kun ét at sige: Der er ikke nogen vej uden om at blive partipolitisk. Ja, jeg syntes også, at det var svært som forsker at bekende partikulør. Men når situationen er så grel, at forskellene mellem S og V er til at overse, og at alle andre partier undtagen Enhedslisten stemmer imod Alternativets forslag om at stoppe for nye olieboringer, så er der ikke nogen vej uden om at forsøge at fortælle borgerne, at hvis man vil en ambitiøs klimapolitik, så er det kun Alternativet og Enhedslisten, der kan levere.
Selv om målsætningen er den samme: Mere ren natur og mere klimapolitik, er de politiske instrumenter og strategier dog meget forskellige. Hvor Enhedslisten er et ideologisk baseret parti, er Alternativet værdibaseret. Hvor Enhedslisten ønsker en afstemning om en udmeldelse af EU, er Alternativet stærk tilhænger af EU og stiller derfor også op til Europaparlamentsvalget i den paneuropæiske alliance European Spring, som vil et mere humanistisk og grønt Europa.
Kun i EU kan vi opretholde håbet om et grønnere Europa
Som klimapolitisk forsker vil jeg anbefale alle klimaaktivister at bekende parti-kulør. Det er ikke muligt at være klimaaktivist uden at stemme på enten Ø eller Å. Om man så vælger et EU-skeptisk parti eller et EU-venligt parti må komme i anden række.
Som demokrati-forsker kan jeg dog ikke anbefale et EU-skeptisk parti. Globalt set står vi overfor en situation, hvor den multilaterale verdensorden er ved at bryde op. De internationale organisationer står svagt. De politiske vinde peger i retning af mere populisme, anti-demokrati og autoritære ledere.
I den situation er det ekstremt vigtigt ikke at bidrage til at rive det sidste institutionelle bolværk ned imod dette globale opbrud. Som lille nation har vi kun EU som den geopolitisk ramme, der kan sikre, at vi overhovedet kan overleve rent politisk fremover. Kun igennem et stærkt EU kan vi opretholde håbet om at få et grønnere Europa.
