Det er muligt at fjerne al plastikforurening i Europa. Det kræver, at vi bryder med den lineære økonomi og har politisk mod til at regulere markedet ved at bruge økonomiske virkemidler til at sikre genanvendelse og mindre forbrug.
Af Marianne Bigum,
civilingeniør, ph.d. og folketingskandidat for SF
KRONIK – Vi har alle set billederne med plastik i dyremaver og i naturen. Men plastikforureningen er meget mere end plastikaffald i naturen. Plastikforurening er også den forurening som følger med, når vi er nødt til at producere ny plastik, fordi vi ikke lykkes med at indsamle det gamle til genanvendelse. Og så er det også den klimaforurening, som sker, når plastikaffaldet afbrændes i forbrændingsanlæg.
Siden 1960’erne er verdens forbrug af plastik tyvedoblet og hvis ikke der gøres noget, forventes produktionen at være 1,2 mia. tons plastik i 2050, mod 311 mio. tons i 2014. Plast i naturen er et synligt billede på et overforbrug og en sløsen med klodens ressourcer. Men skal vi bekæmpe plastikforureningen, er det ikke nok kun at bekæmpe den i naturen, der skal grundlæggende laves om på den måde vi i dag forbruger og bruger plastik.
Respekt for alle klodens ressourcer
Plastikforureningen kan ses med det blotte øje. Det betyder også, at mange af løsningsforslagene i den offentlige debat forfalder til de nemme og kortsigtede løsningsforslag, som er meget lidt effektive. Flere skraldespande og bionedbrydelig plast, har begge kun til formål at løse det umiddelbare problem med plastikaffald i naturen, det giver ikke mindre plastikaffald.
Og så er der i øvrigt også problemer med at bionedbrydelig plast ikke nedbrydes alligevel, når det kommer til stykket. Forbud mod fossil plastik standser heller ikke vores uholdbare forbrug af klodens ressourcer, og vil i stedet bare betyde, at vi begynder at bruge mere af fx papir, pap, glas eller biobaseret plast. Materialer, som også udvindes og bearbejdes med omkostninger for kloden, og som der i øvrigt også er knaphed på.
Skal vi stoppe plastikforureningen er det nødvendigt, at vi politisk går ind og får lavet hele markedet omkring vores plastikforbrug og ressourceforbrug om. Vi skal kigge videre end til blot »en plastikfri fremtid« vi skal over mod en ressource-respektfuld fremtid, og vi skal finde ud af, hvordan vi kan dække vores nuværende og fremtidige basale behov, men med et langt mindre ressourceforbrug. Det er det, som vi kalder cirkulær økonomi.
EU har sparket den cirkulære plastøkonomi i gang
EU kommissionen har på baggrund af mange års arbejde fremlagt en strategi for plast i en cirkulær økonomi. Jeg har været en del af processen, og synes både den er ambitiøs og realistisk. Men det kræver benhårdt nationalt fokus at sikre, at vi får det grundlæggende paradigmeskift af vores økonomiske system og forbrugsøkonomi, som skal til.
Der er brug for langsigtede løsninger, og der er ikke tid til, at vi som samfund smutter udenom med pyntegrønne løsninger, som gør det eksisterende system en tand grønnere, men ikke reelt bryder med brug-og-smid-væk-kulturen og den lineære økonomi.
Desværre er der en tendens til, at man både politisk og i erhvervslivet holder sig til det man kender – nemlig genanvendelse. Man synes at tænke, at så længe vi øger genanvendelsen, så går det nok. Sådan hænger det bare ikke sammen. Cirkulær økonomi skal og må være mere end en genanvendelsesøkonomi.
Design for holdbarhed – ikke bortskaffelse
Klodens ressourceforbrug er allerede i dag uholdbart og voldsomt stigende. Det overordnede mål er derfor ikke længere at skaffe os af med affald, men at spare på ressourcerne og bevare dem i kredsløb så længe som muligt.
Derfor skal vi også væk fra tankegangen om, at designe produkter med henblik på bortskaffelse: Design for bortskaffelse er det, der sker, når man designer et produkt ud fra, at det snævert set skal være CO2-neutralt ved afbrænding (dvs. baseret på biologiske materialer), eller når man laver det biologisk nedbrydeligt eller komposterbart, for at det skal give indtryk af at være uproblematisk, hvis det ender i naturen.
Når der designes for bortskaffelse bruger man således en masse udviklingskroner og tid, på at udvikle nye produkter, som ikke løser problemerne, men blot symptombehandler og vel også mest tjener til at fjerne plastikforureningen fra forbrugernes og politikernes bevidsthed.
I stedet skal vi designe for holdbarhed og lave produkterne, så vi bevarer værdien og funktionaliteten så længe som overhovedet muligt. Vi skal i langt højere grad genbruge frem for at genanvende. Disse to begreber forveksles ofte i folkemunde, men det er vigtigt at have den faglige skelnen, når man snakker cirkulær økonomi.
Genbrug er eksempelvis de tykkere plastikkrus med pant på, som mange festivaler og Tivoli er begyndt at bruge. De indsamles, vaskes og bruges så som krus igen.
Genanvendelse er til gengæld når koppen på et tidspunkt bliver til affald, og den sorteres, kværnes og bliver til en ny plastikråvare. Design for genanvendelse er, når man i designfasen sikrer, at produktet eller emballagen kan genanvendes i de gængse og eksisterende affaldssystemer med en sådan kvalitet, at virksomhederne kan bruge materialerne på ny. Det reducerer nemlig vores behov for at udvinde nye ressourcer.
I den cirkulære økonomi skal produkter og systemer designes med henblik på genbrug, og først til allersidst, når produktet er udtjent, skal det til genanvendelse.
En vision for Unionens nye plastøkonomi
Dette er heldigvis også, hvad man i EU er kommet frem til. EU Kommissionens plastikstrategi har som mål at AL plastemballage i senest 2030 skal kunne genbruges og genanvendes på en omkostningseffektiv måde. Genanvendelse af al plastikaffald – ikke kun emballage – skal op på meget høje niveauer. Den europæiske sorterings- og genanvendelseskapacitet skal firedobles og moderniseres, og eksport af usorteret plastaffald skal i 2030 være udfaset.
For at nå dette mål har Kommissionen revideret de Europæiske affalds- og emballagedirektiver og sat langt højere krav til indsamling og genanvendelse af plastik i alle medlemsstaterne. Dertil er det bl.a. besluttet, at der skal udarbejdes kvalitetsstandarder for sorteret plastaffald, at der indføres udvidet producentansvar på emballage samt initiativer på mikroplast og plast i havmiljøet.
Og så har EU Kommissionen en række klare anbefalinger til nationale myndigheder og erhvervsliv, foranstaltninger af central betydning, som blandt andet indebærer, at man nationalt skal bruge økonomiske instrumenter til at understøtte strategien, såsom grønne offentlige indkøb og afgifter.
Samlet set forventer EU, at deres strategi vil gøre plastaffald til en værdifuld og efterspurgt råvare, som vil mindske importen af ny plast og nedbringe klimaforureningen forbundet med produktion og afbrænding af plastikaffald. Og så forventes det også, at strategien vil bidrage med 200.000 tiltrængte nye grønne arbejdspladser i unionen.
Men hvis der virkelig skal økonomi i genbrug og genanvendelsen af plast, skal der også være nogen, der er villig til at investere i nye genbrugssystemer og bruge genanvendte materialer i deres produkter.
Her har virgine (nye) plastmaterialer en række markedsmæssige fordele ift. de genanvendte materialer. Olie er stadig meget billig, og virgine råvarer er nemmere at få i en ensartet kvalitet i store mængder, med præcis den farve og type, man vil have. Genanvendelse koster tilgengæld penge – også selvom vi retorisk kalder affald for ressourcer.
Derfor er det også ærgerligt, at EU kommissionen endte med nøjes med et frivilligt såkaldt »Industry Pledge«, hvor industrien byder ind med, hvor meget de vil forpligte sig. Man burde have i stedet for have stillet et iblandingskrav, som forpligter plastindustrien til at bruge den genanvendte plast i dens produkter. Dette ville kunne have skabt et stærkere markedstræk.
Fra europæisk vision til dansk virkelighed
Gennem mange års hårdt arbejde, så er den her. Den store køreplan, som samlet skal bringe EU ind i fremtidens plastøkonomi.
Enhver strategi skal følges op med en handlingsplan, ellers sker der ikke noget. Og på foranledning af SF (bakket op af den øvrige opposition med undtagelse af Socialdemokratiet) er dette netop, hvad regeringen tidligere i år endelig lagde frem.
Men regeringens handlingsplan har desværre alt for meget fokus på genanvendelse og for lidt på forebyggelse og reduceret forbrug. Den simpelthen mangler modet til for alvor at bryde fri af den velkendte men uholdbare lineære økonomi.
EU-Kommissionen tilskynder klart og utvetydigt de nationale myndigheder til at bruge afgifter og økonomiske instrumenter til at skabe et marked for den genanvendte plast og gøre det dyrere at sløse med ressourcerne. Alligevel glimrer brugen af økonomiske virkemidler ved deres fravær i den nuværende regerings handlingsplan, regeringen mener modsat EU kommissionen, at markedet ikke kræver regulering.
Det er synd. For kloden er værdifuld, men ikke værdifuld nok til, at markedet af sig selv kan finde ud af at passe på den.
