Scavenius: Hvem har det moralske ansvar for klimakrisen?

Theresa Scavenius er klimapolitisk forsker og folketingskandidat for Alternativet. Theresa Scavenius er med i vores grønne debatpanel her på Jordbrug.dk, hvor politikere og enkeltpersoner frem til folketingsvalget 5. juni debatterer klima, natur, miljø og grøn omstilling.

Vi skal ikke individualisere ansvaret for klimakrisen, men holde de personer ansvarlige, som har ressourcerne, kapaciteten og mandatet til at handle. Vi skal straks gå i gang med konkrete omstillingsplaner for alle sektorer i stedet for at spilde tiden med at diskutere luftige idéer og tekniske fix.

Af Theresa Scavenius,
forsker i klimapolitik og demokrati ved Aalborg Universitet
og folketingskandidat for Alternativet

DEBAT – Hvem har ansvaret for klimaforandringerne? Og hvem er ansvarlig for at gøre noget ved dem? Det er centrale spørgsmål for dansk klimapolitik. Anna Libak (V) skrev tilbage i januar i Berlingske (18. Jan), at »når det gælder klimaet, er moralen som vinden blæser«. Det er jeg grundlæggende meget uenig i.

Når vi skal bedømme politikernes klimapolitiske værdier, handlinger og visioner, er der stor forskel på, om vi tager udgangspunkt i en »sindelagsetisk« eller en »ansvarsetisk« diskussion, som Libak kalder det – jeg tror her hun mener konsekvensetisk diskussion. Hvor sindelagsetikeren bedømmer menneskets intentioner, fokuserer konsekvensetikeren på resultaterne af menneskets handlinger.

Der er en række paradokser i vores samfund i dag. Dem, som interesserer sig mest for klimaet, er ofte også dem, som har det største klimaaftryk. Tilbage i 2016 lavede jeg en undersøgelse, der afdækkede en »dobbelt kløft« mellem borgernes værdier og handlinger. De borgere, som scorer sig selv som grønne, har en mindre grøn adfærd, end man kunne forvente i forhold til deres værdier. Og de borgere, som scorer sig selv lavt som grønne, har en grønnere adfærd, end man kunne forvente.

Et fejlskud at tale sindelagsetik
Denne dobbelte kløft viser, at det er et fejlskud at tale sindelagsetik, når vi diskuterer noget så komplekst som klimaforandringer. Pointen er grundlæggende, at ingen ønsker klimaforandringer, selvom deres adfærd bidrager til klimaforandringer.

Men det er omvendt heller ikke tilstrækkeligt at tale konsekvensetik. Pointen er her, at det er umuligt at »tracke« enkeltborgeres bidrag til, at den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget med én grad, og forventes at stige yderligere et par grader de næste par årtier.

Derfor er sondringen mellem sindelagsetik og konsekvensetik for mig at se ikke den mest relevante moralfilosofiske diskussion, når vi taler klimaetik og klimapolitik. Udfordringen er nemlig at begge tager udgangspunkt i en individualisering af klimaetikken.

I min kommende bog: Political Responsibility for Climate Change (Routledge 2019) argumenterer jeg for, at vi af flere grunde skal opgive at individualisere ansvaret for klimaforandringerne. Grundlæggende er min pointe, at klimaforandringer er af en anden karakter end de fleste andre moralske dilemmaer, som moralfilosofien har brugt de sidste mange hundrede år på at diskutere.

Vores moralbegreber er utilstrækkelige
Det betyder, at vores moralbegreber ikke er tilstrækkelige til at forstå udfordringerne i klimapolitikken. I bogen udvikler jeg derfor en teori for, hvordan vi kan tale om et kollektivt ansvar for klimapolitikken. Det er en ansvarsteori, som fokuserer på en diskussion af, hvem som kan gøre noget ved klimaet. Denne moralfilosofiske position baserer sig på teorien om, at det er dem, som kan gøre noget ved problemstillingen, som er de moralsk ansvarlige.

På samme måde som man ikke holder børn eller psykisk syge ansvarlige for alle deres handlinger, kan man ikke holde borgerne ansvarlige for, at de er født ind i et samfund, som er meget klimauvenligt.

Hvad man derimod kan gøre, er at holde de personer ansvarlige, som sidder med ressourcerne, kapaciteten og mandatet til at gøre noget ved problemet. Og det afgørende er, at disse ansvarlige personer ikke holdes ansvarlige som privatpersoner, men derimod som nogen, som besidder det, jeg kalder for »institutionaliserede roller«.

Det er disse institutionaliserede roller, som oppebærer et kollektivt ansvar. Det gælder embedsmænd. Det gælder politikere. Det gælder investeringsfolk. Og det gælder borgerne i Danmark, som ikke primært har et ansvar for klimaforandringer som privatpersoner, der handler i supermarkedet, men derimod som demokratiske borgere, der kan deltage som kollektive aktører i demokratiske og politiske processer.

Og her er vi så tilbage ved Libak. Libak sondrer nemlig kun mellem at gøre noget som privatperson, fx at spise færre bøffer og at fremme »forskning i teknologi«, som kan nedbringe Co2-udslippet i verden. Men det er en forsimpling af det kollektive ansvar, der påhviler de aktører, som har en institutionaliseret rolle i vores demokratiske og markedsøkonomiske model. 

Én komponent af det kollektive ansvar er helt sikkert forskning og teknologi, og det gøres bedst ved massivt at støtte den frie forskning på universiteterne, hvilket desværre ikke sker i tilstrækkelig grad i øjeblikket. Men helt overordnet set er det slet ikke det største ansvar, som påhviler politikerne i dag. Det er derimod at lave konkrete omstillingsplaner for alle samfundets sektorer.

Klimaansvaret er ikke som vinden blæser
Så når Libak slutter sit indlæg med at skrive, at »det er med moralen, som med vejret: Det er aldrig helt godt. Men heller ikke kun skidt«, er det virkelig noget vrøvl. Selvfølgelig er klimaansvar ikke som vejret, der blæser lidt til den ene side og lidt til anden side. Det moralske ansvar for klimapolitikken er langt snarere, som når man opdager et hul i taget.

Man kan vælge, som den nuværende regering gør, at ignorere at det begynder at regne ind, og i stedet for kigge ud af vinduet og spejde efter, om naboen mon er gået i gang med at reparere sit tag med en eller anden ny fancy metode. Men det er ikke, som vinden blæser. Det er derimod moralsk uansvarligt! For næste gang man kigger op på taget, er det gået helt i stykker, der er gået råd i hele huset, og det må rives ned.

Det kollektivt ansvarlige ville i stedet være at få nogle fagfolk til at undersøge problemets omfang og lave en handlingsplan for at få fikset hullet i taget.

Når vi taler ansvar for klimapolitikken, er det derfor ikke som vinden den blæser, men et meget alvorligt politisk ansvar for ikke at individualisere ansvaret, men heller ikke at afvente at andre opfinder en teknisk trylleformular der måske/måske ikke kan løse nogle udfordringer i fremtiden. Den rigtige strategi er entydigt at gå i gang med konkrete omstillingsplaner i stedet for at diskutere luftige visioner og løse ideer.