Natur, miljø og klima er vores livsgrundlag, og når det er truet, påvirker det naturligvis også vores psykologiske trivsel. Vi er ved at indse, at mennesket som art også er truet. Og det er så vidt jeg kan se, et sundhedstegn.
Af Julie Albeck, psykolog
KLIMAANGST – I seneste nummer af magasinet P (psykologernes fagblad) kan man læse en artikel om nogen af de psykiske konsekvenser af de menneskeskabte klimaændringer.
Det er diagnoser med angstsymptomer; PTSD grundet oplevede naturkatastrofer/oversvømmelse, orkan, tørke o.s.v. og stor frygt for fremtidige katastrofer.
De citerede psykologer forklarer, at i modsætning til hvordan man undertiden behandler andre typer af angstlidelser og fobier, skal man i tilfældet klimaangst ikke forsøge at indgyde patienten en falsk form for tryghed og afvise, at der er realitet i angsten eller grund til at handle i forhold til den.
Det sidste er jeg som psykolog og mangeårigt stærkt og desværre vist også realistisk klima-bekymret lettet over. Det er trods alt beroligende at konstatere, at vi ikke er der, hvor vi tilskynder til benægtelse og de konsekvenser for aktiv handling, som dette formentlig ville medføre.
LÆS OGSÅ: Luna, 9 år: Pas på Jorden
Vi er heldigvis heller ikke mere der, hvor fagområderne er skarpt adskilt. Miljø og klima er vores livsgrundlag, og når det er truet, påvirker det naturligvis også vores psykologiske trivsel. Vi er ved at indse, at mennesket som art også er truet. Og det er så vidt jeg kan se, et sundhedstegn. Ubehagelig men nødvendig erkendelse fremfor den umiddelbart mere behagelige men usunde fortrængning.
Musikken spiller mens Titanic synker
Der har i mange år været masser af spalteplads til de såkaldte klimaskeptikere, som lever i benægtelse af forskningen og gør alt hvad der står i deres magt til, til at udbrede budskabet om at lade stå til, og allerhelst fortsætte en forbrugende livsstil, som så kan »finansiere« velfærd og eventuelle miljøhensyn. Og det er jo altid besnærende at høre, at det hele ikke er så slemt. Hvor er vi mange, der ville ønske at de havde ret.
Men det er som at sætte sig ned og lytte til musikken, mens Titanic synker.
Det er let at blive fremtidsangst og handlingslammet, når man konstant hører rapporter om hvor slemt det står til, og at det trods at vi har vidst dette i mindst 30 år, stadig går den forkerte vej.
Alligevel er vi både som fagpersoner men også som almindelige ansvarlige borgere nødt til at fastholde håbet og viljen til at kæmpe mod klimaændringer og mod alle de bagstræberiske beslutninger der tages i det store og i det små.
Og kan klimaangst være benzin på det bål der får os til at rykke, er jeg ikke så bekymret for risikoen for at denne lidelse breder sig. Det ville måske netop være det, der i sidste ende, kan betyde at menneskeheden får rettet op og overlever katastrofen.