De store nedbørsmængder og fyldte gylletanke giver store skader.
LANDBRUG – Flere måneder med massiv nedbør betyder, at mange marker fortsat står under vand og dermed er for våde til, at landmændene kan køre ud og sprede gylle. I stedet bliver gyllen liggende i gylletanken, der mange steder er fyldt til randen.
»Det er i øjeblikket et stort problem, at gylletankene er fyldt op, og at de ikke kan blive tømt pga. vejret. Det er altså en vejrlig faktorer der gør, at vi står i dette problem«, siger Preben Rasmussen, chef i Topdanmarks landbrugsafdeling.
Topdanmark får i øjeblikket anmeldelser på skader, hvor bunden af gylletanken springer pga. det pres, der er fra hhv. grundvandet og de store mængder gylle.
Selv om det kan være fristende at tømme gylletanken, når den er fuld og om det skal udbringes på marken, eller skal videresende til naboen så skal det gøres med omtanke, advarer forsikringsselskabet.
Tøm ikke gylletanken
Fjerner landmanden for meget gylle, risikerer man nemlig, at presset fra grundvandet kan få tanken til at revne. Derfor skal man ladet noget gylle blive tilbage i tanken, så grundvandet maksimalt står 25 cm over gyllens niveau.
Preben Rasmussen fra Topdanmark anbefaler derfor, at man skal være ekstra opmærksom på niveauet i gylletanken.
»Landmændene skal holde ekstra godt øje med pejlebrønden og det er endnu vigtigere i år, da grundvandet står betydelig højere end vi har set før«, råder Topdanmark.