Tusindvis af mennesker har engageret sig i kampen for naturområdet Amager Fælled i København, og få har været mere aktive end den kendte kok og naturaktivist Nikolai Kirk. Verdens Skove har spurgt ham om tips til de bedste forårsoplevelser på fælleden. Få dem her:
»Foråret er en helt særlig tid på Fælleden. Det er nu, fuglene virkelig begynder at give lyd fra sig. Især morgentimerne er smukke. Og her er vi mange, som dag for dag lytter efter nattergalen, græshoppesangeren, lærken og viben med flere. De kommer alle flyvende hertil. Imens kan man på varme dage holde øje med bierne og de andre små flyvende herligheder, som begynder at rykke på dig, forslår Nikolai Kirk.
Lyt til nattergalens sang
»Om foråret kommer nattergalen tilbage til Amager Fælled. Det gør den hvert eneste år – den kommer flyvende helt nede fra det sydlige Afrika og rammer i forårsmånederne Fælleden. Hvis man vil opleve nattergalen og dens helt utroligt fine sang, så skal man altså tidligt op. Personligt laver jeg hvert eneste forår en termokande med varm kaffe og tager derud omkring kl. 05 og oplever nattergalen og de andre fugle vågne. Men man kan udemærket starte kl. 07 og frem, da nogle af de 23 nattergale stadigvæk giver lyd fra sig der«.
Se salamanderne danse
»Når foråret tager til og varmen samt solen begynder at træde i kraft, så begynder det hele at bimle og bamle. I vandhullerne begynder det også at tage fat, så hvis man tager et lille børnenet med, så kan man opleve vandkalve, stavtæger og sidst på foråret salamanderne danse i vandet. Især salamanderne er smukke at opleve, hannen daser for hunnen i det lave vand«.
»I syd nær den Gamle Strandeng ligger nogle af de bedste vandhuller, hvor der er et utroligt liv og har kan man på vindstille dage opleve salamanderne. En dag fandt jeg selv 32 styk – det var helt vildt og beviser, at vi har en god bestand derude. Sidst på foråret begynder frøerne også at røre på sig. Her holder jeg personligt særligt øje med den grønne frø i vandet. En utroligt smuk, knaldgrøn frø med sorte pletter«.
Nyd sjældne orkidéer mens du sanker
»Fælleden er også et fint sted hvis man som mig går efter at sanke. Foråret er en rigtig god sæson for ramsløg, brændenælder, og lidt senere fine små skud af løgkarse. Senere på året er der vilde æbler, blommer, hindbær, brombær, judasøre svampe og forskelige urter«.
»Personligt har jeg næsten hver eneste gang jeg er på fælleden en kæmpe oplevelse. For nogle år siden fandt jeg otte priklæbet gøgeurt (orkide) efter en lille aftentur på strandengen. Det var en ret vild oplevelse at finde de blomstrende kæmper på én aften. Vi skal dog lidt længere frem på året før orkideerne og alle de andre særlige planter skyder op og kan nydes«.
Gå på jagt efter natsværmere
»En aften var vi nogle stykker som nørdede natsværmere. Vi startede i skumringstimerne og gik igennem områderne med blandt andet pile-alant hvor vi hurtigt fik øje på den helt vildt nuttede kanelbjørn, som fløj fra blomst til blomst. Egentlig var vi på »jagt« efter den magiske kridtugle, men den aften viste den sig ikke. Derimod lykkedes det os at finde det helt vildt sjældne atlantfjermøl, som ikke rigtigt er blevet set andre steder i Danmark«.
»Alt i alt er det fede ved amager fælled, at det er så vildt derude«, opsummerer naturaktivisten og kokken Nikolai Kirk.