Fødevareminister Mogens Jensen besøger onsdag verdens største økologimesse BioFach i Tyskland. Hans deltagelse er en del af indsatsen for at sikre en fordobling af den danske eksport af økologiske fødevarer.
ØKOLOGI – Danske økologiske fødevarer som mælk, æg og kød sælger godt i Danmark, og også i resten af verden. Og nu skal de økologiske fødevarer vinde endnu større markedsandele.
Regeringen har høje ambitioner for dansk økologi og den danske økologieksport. Målet er, at den danske eksport af økologiske fødevarer skal fordobles frem mod 2030.
Fødevareminister Mogens Jensen deltager onsdag på verdens største økologimesse BioFach i Nürnberg for at være med til at sætte skub i tingene.
– Der er stor global efterspørgsel efter økologiske fødevarer. Danmark er en af verdens førende økologinationer. Det kan og skal vi udnytte til at få del i denne efterspørgsel. Regeringen har sat et mål om at fordoble den danske eksport i løbet af de næste ti år. BioFach er et godt udstillingsvindue for at vise omverdenen, hvad vi kan, og den stærke deltage på messen bidrager til, at vi når vores mål, siger Mogens Jensen.
Økologi til Tyskland, Sverige, Frankrig, Kina
Fødevareministeren åbner den danske stand på BioFach onsdag den 12. februar og vil besøge flere af de virksomheder, der er med på messen. Han vil også mødes med den tyske ernærings- og landbrugsminister samt tale med politikere og interessenter.
Danmarks eksport af økologi går især til Tyskland, mens Sverige, Holland, Frankrig og Kina følger efter. Salget til udlandet var i 2018 på 2,9 mia. kroner. Målet er at fordoble eksporten af økologiske fødevarer i 2030.
Regeringens ambition om at fordoble eksporten går hånd i hånd med målet om også at fordoble det økologiske areal i Danmark og danskernes forbrug af økologiske varer. BioFach løber af stablen den 12-15. februar i Nürnberg i Tyskland og er verdens største økologiske messe. Mere end 40 danske økologiske virksomheder er med.