Børn bliver langt mindre kræsne, når de får lov til at at dyrke grøntsager i deres egen køkkenhave. Anlæg haven her i begyndelsen af august.
NATUR – Fra små frø, der nænsomt plantes i mulden, til store squash og mørkerøde rødbeder. Det er en spændende proces for børn at være med i haven, men ifølge professor giver havearbejdet børnene meget mere end læring om væksten fra frø til grøntsag – det kan nemlig også mindske kræsenheden.
– I de ti år, jeg har forsket i skolebørn og havearbejde, har jeg set det ene positive resultat efter det andet. Kræsenheden forsvinder fuldstændigt, for børnene – selv de mest kræsne af dem – elsker at spise det, de selv har dyrket. Den stolthed de føler ved at have dyrket grøntsagerne selv, er helt unik.
Det fortæller Karen Wistoft, der er professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.
Lad børnene stå for det selv
Ifølge Karen Wistoft er det afgørende for resultatet, at de voksne ikke styrer for meget, men i stedet lader børnene selv passe og bestemme over køkkenhaven.
– Der er stor forskel på at inddrage og involvere. Børnene skal ikke bare inddrages i havearbejdet, de skal involveres i beslutningsprocesserne fra start, forklarer hun
– De skal have lov at bestemme, hvad de vil dyrke, selv have ansvaret for at passe køkkenhaven, være med til at høste og lave maden af grøntsagerne og selv have lov at servere den, mener hun og tilføjer, at man som forældre selvfølgelig kan guide barnet i, hvordan køkkenhaven plantes og passes bedst muligt.
– Fra barnet er en otte-ti år og op kan de faktisk klare det hele selv. Så jeg vil råde til, at man som forældre nøjes med at rådgive dem løbende. Spørg ind til, om de har husket at vande deres planter i den her uge, eller om de har husket at tjekke for ukrudt. Hjælp dem på vej, men overlad hovedansvaret til barnet. Det er afgørende, hvis det skal skabe ejerskab, stolthed og dermed afhjælpe kræsenheden. Alle børn har lyst til at smage og spise de retter, de selv lavet med grøntsager eller krydderurter fra deres egen have.
Anlæg køkkenhaven i august
Vil du mindske børnenes kræsenhed, er det heldigvis ikke for sent at anlægge køkkenhave, selvom sensommeren snart er over os. Det fortæller Arne Persson, der er planteekspert hos Plantorama, som er en kæde af havecentre.
– Særligt grøntsager kan man sagtens plante i starten af august og så nå at høste, inden sæsonen er slut. Gå efter grøntsager, der vokser hurtigt og trives med det køligere vejr her i sensommeren. For børnene er det også en fordel, da der så er kortere ventetid fra såning til høst, og samtidigt er de også lette at passe, så de kan klare det selv.
Blandt de børnevenlige grønsager, der kan dyrkes i august, er:
- Bolsjebeder: Børn er ofte vilde med farverne på bolsjebeder, og de er nemme at bruge i madlavningen.
- Spinat: Spinat er god at dyrke i efteråret, da den
udvikler sig bedst under de køligere temperaturer. Spinat er desuden en
af de grøntsager, som børn oftest er kræsne over for, så her kan det
hjælpe at lade dem dyrke den selv.
- Krydderurter: Persille, dild og andre krydderurter er gode for børnene at eksperimentere med i madlavningen.