Klimaet kalder ikke for sjov

Rebecca Goldschmidt Andersen studerer historie på Aarhus Universitet og er klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevægelse. Hun deltager i vores grønne debatpanel her på Jordbrug.dk, hvor politikere og enkeltpersoner frem til folketingsvalget skriver og debatterer om klima, natur, miljø og grøn omstilling.

Det er ikke for sjov, at unge mennesker, som bare har sat sig lidt ind i klimaforandringernes konsekvenser, ligger vågne og bekymrede det halve af natten. Eller at jeg bruger min eksamensperiode på at deltage i valgkamp for klimaet.

Af Rebecca Goldschmidt Andersen,
studerende og klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevælgelse i Aarhus

Mange snakker om Paludan. Han kan trække overskrifter og sikre absurd underholdning. Der er også nogle, som gerne vil have tidligere pension. Der er mange, der gerne vil have flere pædagoger ansat.

En del af de succesrige og de, som håber på at blive det, vil gerne have lavere skatter. Et skræmmende antal ønsker flere udlændingestramninger, på baggrund af velgennemført politisk propaganda. De fleste af mine venner siger ikke nej til lidt mere studiefrihed og en stabil SU.

Klimaet har det utrolig skidt. Og fremtidsprognoserne dermed. Alle disse andre valgtemaer må synes som spild af kostbar tid og krudt for vores børn, som håber på at kunne udleve deres drømme i fremtiden.

Jeg vil ikke sige, at alle andre politiske emner end lige netop klima er ligegyldige. Men jeg vil vove at påstå, at al politik er klimapolitik.

Skal jeg overhovedet have børn?

»Det er som om, at de kommende valg afgør, om jeg skal have børn«, overhørte jeg i en samtale mellem to unge kvinder i går.

Det er sgu ikke for sjovt, at unge går på gaden og demonstrerer.

Det er ikke for sjov, at unge mennesker, som bare har sat sig lidt ind i klimaforandringernes konsekvenser, ligger vågne og bekymrede det halve af natten.

Det er ikke for sjov, at jeg bruger min eksamensperiode på at deltage i klimaets valgkamp. Om jeg så skal dumpe samtlige tre af mine eksamener i år. For hvad betyder de egentlig i det store hele? Hvis fremtidens politikere heller ikke tager klimapolitikken seriøst? Ingenting.

Klimaet kalder til handling. I første omgang kalder det på valgkamp. For der er to vigtige valg, der skal tages og to afgørende krydser, der skal sættes. Vil vi sikre en fremtid for vores børn?

Bliver klimaovervejelser ikke inkorporeret i al lovgivning fremover, så er fremtidens generationer på røven.

Jordens ressourcer vigtigere end pension

Jeg vil også gerne have pension engang, når jeg er færdig med at arbejde. Det bliver nok bare ikke min største bekymring, hvis jordens ressourcer til den tid er udpinte, og der ikke engang er mad nok til at brødføde mit samfund.

Jeg vil også ønske, at der var flere hænder på mit arbejde som pædagogmedhjælper. Men hvis vi bruger alle pengene i daginstitutionerne og fortsat fodrer vores børn med svin og ko, så holder vi dem kun i live for en kort stund, før de også skal ud og kæmpe i fremtidens ressourcekamp.

Lavere skatter kunne også føles dejligt. Så havde jeg større mulighed for at deltage i forbrugsfesten.

Selvom antallet af ankomne flygtninge til Danmark har været drastisk dalende siden det peakede i 2015, så kan vi kun regne med, at den vil stige helt ud af proportioner, hvis ikke vi går forrest i en global indsats mod klimaforandringerne. Hvis vi derimod holder os til elbilvejbaner og anden uambitiøs snak, så er det vores egne efterkommere, som ender i de endeløse klimaflygtningestrømme om nogle årtier.

Uddannelsessystemet er et vigtigt element i vores samfund. Men hvis vi ikke gør noget ved klimaforandringerne, så uddanner vi os til håbløshed.

Aktioner ved lyskryds i morgentrafikken

Under overskriften »Klimaet kalder – Stem for kloden«, drives der valgkamp i Den Grønne Studenterbevægelse i Århus. Bevægelsen stiller ikke op til hverken Folketingsvalg eller Europaparlamentsvalg, men vil til gengæld gøre alle stemmeberettigede opmærksomme på, at de kommende valg skal være seriøse klimavalg.

Vi ønsker at opretholde håbet om, at klodens økosystemer ikke er helt forkludrede, når vi selv og fremtidige generationer skal leve i dem.

Lyskrydsdemonstrationer i morgentrafikken og klimavagt foran rådhuset er nogle af de midler, bevægelsen sætter i værk for at få folk til at forstå, at lige nu handler det om klodens overlevelse og ikke om folkets næsetip.

Klimaaktionerne er fuldt lovlige og åbne for alle interesserede – unge som gamle -, der har lyst til at deltage i valgkampen og sikre at valgene bliver klimavalg. Fanden er malet på alle vægge. Sammen kan vi erstatte ham med kønnere fremtidsudsigter.