Klima og miljø har topprioritet hos vælgerne

Jordbrug.dk har sammensat et grønt debatpanel og vil frem til valget give vores bidrag til at holde fokus på klima, natur og miljø. Grafik: Maj-Lie Majbækgaard /Kernesagen

40 procent af vælgerne peger nu på klima og miljø som et af de tre vigtigste emner op til folketingsvalget, som Lars Løkke ventes at udskrive mandag.

Siden januar er vælgernes fokus på klima og miljø steget markant, og de ældre vælgere har indhentet de yngre, der ellers har været mest interesseret i området.

Det viser ugentlige målinger, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, hvor mindst 1000 personer hver uge bliver spurgt til, hvad de synes, er de vigtigste emner.

Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker ved Københavns Universitet, fremhæver, at man som noget nyt kan se en udvikling over tid og følge vælgernes interesse uge for uge.

Alle vil have klima

»Det er interessant, at klima og miljø har manifesteret sig i alle aldersgrupper – på tværs af køn og regioner. Alle vil have klima. Det bliver et meget vigtigt valgtema, og det bliver et større tema end nogensinde tidligere i danske valgkampe, siger han til nyhedsbureauet Ritzau.

Tidligere har unge ellers skilt sig ud ved at være særligt interesseret i emnet, men ifølge de ugentlige målinger har de ældre nu indhentet de unge, viser målingen.

Hans Engel, der er tidligere formand for de konservative og nu en meget benyttet kommentator, tror ikke på, at det er et tema, der flytter vælgere. Partierne har allerede afstemt deres klimapolitik med deres vælgeres holdninger, mener han.