Kærligheden i Wales bar frugt for Anders og Adrianne

Svenske Anders Leijerstand mødte britiske Adrianne, da han var 19. De havde begge et ungdomsjob med at plukke æbler i en frugtplantage i Wales. Foto: Gustav Bech

Svenske Anders ejer sammen med sin britiske hustru den ældste dyrepark i Wales. Den er økologisk og har rødder tilbage til 1600-tallet

WALES – Britiske Adrianne og svenske Anders mødte hinanden under frugttræerne i England for 39 år siden. Anders var 19 og gik på handelshøjskole hjemme i Stockholm. Adrianne var 18 og arbejdede som journalist på en lokal britisk avis.

»Jeg tog herover for at blive bedre til engelsk og har boet her næsten lige siden. Man kan ikke altid planlægge livet. Man må tage de chancer og muligheder, som livet byder«, siger Anders Leijerstam med et stort smil, mens han fortæller, hvordan et tilfældigt sommerferiejob i en engelsk frugtplantage førte til ægteskabet med Adrianne, en karriere i British Gas og videre til den nuværende tilværelse som økologisk hjortefarmer i Glarmorgan Vale.

Chefjob i British Gas
Anders holder af sin tilværelse i Sydwales. Her er både lysere og lunere end i Sverige.

»Men skærgården og den svenske natur kan jeg godt savne«, indrømmer han gerne.

Efter at have aftjent sin værnepligt i Sverige flyttede han i 1971 til Wales for at være sammen med Adrianne. Hun fandt et praktikant-job til ham i British Gas. Der blev han  i 25 og endte i en ledende stilling som personalechef. Det var et barskt job i 80’erne,  hvor virksomheden blev moderniseret og fyrede tusindvis af ansatte, og i 1987 blev det for meget for Anders: han sagde sit job op, 49 år gammel, uden at have et andet på hånden. Siden har livet været helt anderledes.

Sælger på farmers market
»Nu arbejder vi hver dag, også i weekenden. Arbejdet en livsstil«, siger Adrianne.

Hver lørdag kan man finde parret ved deres lille bod på de lokale farmers markets, hvor de langer pølser, burgere og færdigretter af hjortekød over disken. De bedste dele af dyret sælges som filet.

Dyrene slagtes 14 måneder gamle, og kødet er meget mørt og lækkert. Og sundt er det også. Det indeholder mindre fedt og kolesterol end andet kød og er  rigt på protein og jern.

Både den 33 hektar store dyrepark og de 75 krondyr er økologisk certificeret. Ingen sprøjtemidler, ingen kunstgødning og næsten ingen medicin anvendes.

De smukke men meget frygtsomme dyr lever et liv, der er næsten som i naturen, og de idylliske dale byder på både masser af plads og græs. I vinterhalvåret bliver den naturlige græsning dog suppleret med græsensilage, og de unge kalve får korn en gang om dagen for at sikre en ordentlig tilvækst.

Karet og fuldt firspand
På en god markedsdag  kan Anders og Adrianne sælge trekvart dyr og få 4.000 svenske kroner i kassen, men leve af det – det kan de ikke.

»Det er klart. Man kan ikke leve af 33 hektar, selv med en specialproduktion som vores, men mange bønder med mere jord har også svært ved at få det til at løbe rundt«, siger Anders.

Kan man ikke få landbruget til at give nok, må man finde på noget andet. Anders og Adrianne har også heste, og indtil for ganske nylig suppleret de indkomsten ved rykke ud til bryllupper og andre festligheder med karet og fuldt firspand, begge iført høj hat og fornemme klæder.

Adrianne tjener stadig lidt på journalistiske opgaver, og Anders nyder godt af sin pension fra British Gas.

Hverdagen med dyrene er helt anderledes end det liv, de havde før. Der er arbejde hver dag, masser af nye udfordringer og nye ting at lære, men også med masser frihed og  frisk luft og gode oplevelser. Så nej, de har ikke fortrudt, at de skiftede lønmodtagerjobbet ud med dyreparken. 

FAKTA om Glanmorgan dyrepark

  • Den ældste i Wales, grundlagt i 1600-tallet af Sir John Aubrey. Dyreparken var kun en lille del af hans storejordtilligende.
  • I parken findes stadig spor af parkens ældste historier. Stenmure og ruinen af en gammel bygning, hvor vildforvalteren boede i 1600-tallet.
  • Mange af Storbritanniens store godser havde før i tiden store dyreparker, som blev brugt til jagt for fornøjelsen og for kødets skyld.
  • I mange år blev ejendommen drevet som almindeligt landbrug. Først i 1990 blev  den ført tilbage til sit oprindelige formål af en entusiastisk naturelsker

Dyrene:

  • Krondyr (hind og hjort) og dådyr.
  • 32 hektar gammel hjorte park
  • 60 Red Deer moderdyr – på vej til 75
  • 10 Fallow Deer dådyr moderdyr 
  • 3 hjorte