EARTH HOUR – Over hele verden slukker unge og gamle i aften lyset én time som en symbolsk og global handling for at vise respekt for naturen og vores fælles livsbetingelser på kloden.
Mere end 180 lande og territorier deltager i Earth Hour og ikoniske vartegn som Eiffeltårnet, Operaen i Sydney og Empire State Building bliver mørklagt lørdag aften. Eventen finder sted for 12. år i træk og er arrangeret af WWF Verdensnaturfonden.
På Rådhuspladsen i København vil folk opleve, at det for en sjælden gangs skyld bliver mørkt midt i byen. Lyset bliver nemlig slukket i Tivoli, i Dansk Industris store bygning og ellers oplyste facade, på selve Rådhuset og en del af gadebelysningen i området omkring det centrale København.
Den mørke time varer fra kl. 20.30 til 21.30, og det sker ikke kun i København, men over hele Danmark, hvor lyset går på Kronborg Slot i Helsingør, H.C. Andersens Hus i Odense, Randers Regnskov, Kolding Hus og Skarrild Hus i Herning.
Mere end 20 kommuner landet over har også lovet at slukke for lyset, ligesom over 10.000 danskere har meldt sig som interesseret på WWF Verdensnaturfondens Facebook-event om Earth Hour 2019.
Verdens vilde dyr forsvinder
Verdens vilde dyr er i voldsom tilbagegang. På bare 40 år er undersøgte bestande af over 4000 dyrearter faldet med hele 60 % i gennemsnit, viser en stor WWF-undersøgelse, offentliggjort i Living Planet Report. Det er alvorligt, og derfor har dette års Earth Hour-kampagne fokus på naturen og de vilde dyr, når lyset slukker i én time lørdag aften, fortæller WWF.
Earth Hour-eventen er en global bevægelse, der består af millioner af mennesker, der har engageret sig år efter år til ære for kloden. En bevægelse, der er mere brug for nu end nogensinde tidligere, forklarer generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg:
»Vi mister vilde dyr og enestående natur som aldrig før. Både herhjemme, hvor flere sommerfuglearter er forsvundet, og på verdensplan, hvor ikoniske arter som næsehorn og sneleoparder er på randen af udryddelse. Dét vi oplever lige nu er konsekvenserne af klimaforandringerne og et stort overforbrug af klodens ressourcer – og der er ingen tvivl om, at vi skal handle med det samme for at dæmme op for skaderne. Derfor slukker WWF lyset igen i år i hele verden sammen med millioner af mennesker. Earth Hour giver folk en mulighed for at vise, at de giver naturen og dyrene en vigtig stemme«.
Du kan besøge www.wwf.dk eller www.earthhour.org for at se, hvad der sker rundt omkring i verden i forbindelse med Earth Hour.