Højeste CO2-koncentration i atmosfæren nogensinde

CO2-koncentrationen i atmosfæren har aldrig været højere.

Indholdet af CO2 i atmosfæren har nået 415,26 ppm – parts per million.

Indholdet af CO2 i atmosfæren er nu højere end nogensinde tidligere i menneskets historie. Det skriver nyhedsbureauerne Ritzau og AFP.

Sidste gang, der var så meget af drivhusgassen kuldioxid i atmosfæren, var for tre millioner år siden. Dengang var vandstanden flere meter højere, og der var skove på Antarktis.

Det er konklusionen på nye målinger foretaget af Mauna Loa Observatoriet. Det ligger på toppen af en vulkan i Hawaii og har holdt øje med atmosfæren siden 1950’erne.

Målingerne viser, at indholdet af CO2 i atmosfæren nu har nået et niveau på 415,26 ppm – parts per million. Tallet angiver antallet af CO2-molekyler for hver million luftmolekyler.