Nu har vi lært at sige klima. Nu skal vi lære at sige grøn omstilling. De forskellige økologiske kriser skal håndteres og løses i sammenhæng.
Af Marianne Bigum,
miljøingeniør og folketingskandidat for SF
DEBAT – Så fik folk lært at sige klima. Tak Greta Thunberg. Og det var også tiltrængt, for klimakrisen er vitterligt også alvorlig, og der skal handles nu. Men klimakrisen er desværre ikke den eneste krise, vi har. Vi har også en biodiversitetskrise i gang. Det har vi egentlig vidst længe. Naturen er presset og mangler plads og har dårlige kår.
FN’s nylige biodiversitets panel kom så her for nylig med deres rapport, som bekræftede at vi er i gang med at ødelægge naturgrundlaget og udrydder levende arter i et tempo, som er uden fortilfælde.
Tre ud af ni planetære grænser er overskredet
Faktisk er hele tre ud af ni planetære grænser allerede i dag overskredet (og klima er ikke engang én af dem). Naturen bliver høstet men også overgødet med kvælstof og fosfor, resultatet er at både den blå og den grønne natur og biodiversiteten forsvinder.
Vi er langt fra at have fundet løsninger for at få disse grænser tilbage i balance. Eller det vil sige, vi kender faktisk godt løsningerne, men vi er langt fra at været ordentlig gået i gang med at bruge dem.
Kriserne har rod i det samme, at vores systemer ikke er bæredygtige, at der ikke med god ingeniørmæssig snilde er lavet nogle systematiske og politiske løsninger.
Overflodstanken har slået rod, naturen er rigelig, og så længe vi rydder lidt op og sætter grænser for udledningerne, så er det ok. Selvfølgelig skal vi rense op, men vi må og skal have begrænset vores ressourcetræk på kloden.
Naturen skal ikke ofres på klimaets alter
Nu er det så langt om længe lykkedes med at få klimakrisen på dagsordenen. Men vi skal i vores iver efter at løse klimakrisen ikke forhaste os og prøve at løse denne, ved at vi ødelægger naturen eller forværrer andre at de økologiske systemer.
Overskrides en af grænserne, påvirker det de andre, og der er derfor nødt til at findes løsninger, som bidrager positivt eller reducerer påvirkningerne på alle vores planetære systemer.
Vi er simpelthen nødt til at tænke løsningerne ordentlig igennem. Der er brug for en holistisk tilgang til problemerne, et systemisk perspektiv. For tingene hænger sammen og vores økologiske kriser er alle sammen symptomer på samme underliggende systemfejl. Og derfor taler jeg også hellere grøn omstilling, end klimakrise eller biodiversitetskrise.
Holistisk tankegang frem for silotænkning
Vores økologiske systemer er komplekse. Dette kan illustreres ved, at man i min fagdisciplin – livscyklusvurderinger (LCA) – hvor vi analyserer systemer efter deres påvirkninger på kloden, alt afhængig af metode opererer med op til hele 14 miljø-påvirknings-kategorier (eksempelvis forsuring og næringssaltbelastning).
Sidder man og nørkler med disse tal, og laver de her analyser, så ved man, at der for det meste ikke er én løsning, som er bedst på alle miljø-påvirknings-parametre.
Man kan være nødt til at lade sig nøjes med en løsning, som er bedre på nogle parametre end andre, og det kan også være ok, så længe man så på andre systemer laver besparende tiltag på disse.
De forskellige økologiske kriser skal ikke håndteres særskilt og i siloer. Og man skal fx ikke med al vold og magt kæmpe for at blive et fossiltfrit samfund, hvis det betyder, at man i stedet høster løs af naturen. Vi skal holde op med at brænde fossile brændsler af, og vi skal bruge færre fossile såvel som ikke-fossile materialer i det hele taget.
Når man har snakket om fossilfrit samfund, har det været ud fra et klimaperspektiv »hvis der ikke er fossile materialer i vores system, så kan vi opnå vores nationale kvoter«. Problemet er så bare, når man så vælger den kortsigtede løsning af putte biologiske materialer i samme uholdbare system enten som råvare eller brændsel, ja så begynder man at høste løs af naturen og indskrænke arealerne for vores dyre- og plantearter.
Det haster med at få løst de mange kriser, men det skal alligevel gøres gennemtænkt så vi får holdbare løsninger. Politisk skal der altså være langt mere fokus på grøn omstilling, og mindre på de enkelte kriser, så de forskellige sektorer ikke snubler over hinanden eller forværrer problemerne.
Nu har vi lært at sige klima, nu skal vi lære at sige grøn omstilling.