I ti år har danske skolebørn gnasket sig gennem tonsvis af frisk frugt i skoletiden. Ordningen får børn og unge til at bytte de usunde snacks ud med frugt og grønt i frikvartererne.
En ordning med gratis skolefrugt får danske skoleelever til at spise mere frugt og grønt og færre usunde snacks, mens de er i skole. Det viser en ny evaluering af skolefrugtordningen, som Landbrugsstyrelsen har fået udarbejdet af Konsulentvirksomheden Oxford Research.
Alene i skoleåret 2017 og 2018 er rundt regnet 15 mio. æbler, pærer, gulerødder og andre grønne sager røget indenbords hos de 60.000 danske skolebørn, som er en del af skolefrugtordningen, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.
I år kan ordningen, som finansieres af EU, fejre 10-årsjubilæum i Danmark. Både skolerne og landets kommuner kan søge tilskud.
Det skal være let at træffe sunde valg
»Vores børn og unge skal have let ved at træffe sunde valg, når sulten melder sig. Der er mange usunde fristelser, så det er vigtigt, at de sunde madvaner bliver en del af ens hverdag så tidligt som muligt. Ordningen har gennem ti år bidraget til, at børn får mere frisk frugt«, siger fødevareminister Mogens Jensen.
Ifølge evalueringen er det især børn, der kommer fra lavere socioøkonomiske kår, der har glæde af skolefrugten, fordi de får frugt og grønt oftere, end det ellers ville have været tilfældet. Den viser også, at børn, som er med i ordningen, er glade for at få et stykke frugt om dagen.
Indkomsten skal ikke styre
»Det er vigtigt for mig, at alle danskere har adgang til sund og nærende mad. Ordningen her er en af de måder, hvor vi kan sikre, at det ikke er indkomsten, som afgør, hvorvidt man vælger det sunde alternativ nu og i fremtiden. Jeg håber, at vi tager ti år mere med frugt og grønt i skoletiden, så endnu flere børn kan gnaske saftige æbler i sig i skoletiden«, siger Mogens Jensen.
Formålet med ordningen er at give skoleelever bedre adgang til frugt og grønt og få flere børn og unge til at spise sundere. Landbrugsstyrelsen stiller tegneserier og quizzer om kost og ernæring til rådighed, som skolelærere gratis kan benytte til undervisningen.
Læs mere på skolefrugt.dk.
Næste ansøgningsrunder for skolefrugtordningen forventes at åbne i slutningen af marts 2020, oplyser ministeriet.