Prisen på en tønde olie er den laveste i flere årtier, fordi flyene står parkeret på jorden, og mange produktionsvirksomheder ligger stille.
ENERGI – Prisen på en tønde olie er styrtdykket, og er nu under en dollar for en tønde olie. Det er den laveste pris i flere årtier. Ifølge Greenpeace er der et spindelvæv af årsager bag den dramatiske udvikling, som mandag udviklede sig time for time.
»Blandt andet sælger investorer ud, og olielagre frygtes fyldte inden for kort tid. Det kan ventes at have skadelige konsekvenser for udviklingslande og amerikanske arbejdere, men vi ser lige nu en form for midlertidig omstilling på steroider med en voldsomt faldende efterspørgsel på grund af coronakrisen«, siger Sune Scheller, kampagneleder for hav og olie i Greenpeace.
At der bruges mindre olie for tiden er isoleret set godt for klimaet, understreger han.
»Men det er mindre end en dråbe i havet, for det afgørende er, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig efter coronakrisen. Vi skal have folk tilbage i arbejde, men bør sørge for at gribe enhver mulighed for at stimulere til at flytte forbruget fra sort til grøn ved blandt andet at sætte langt mere skub i elektrificeringen af vores transportsektor som en del af grønne hjælpepakker«.
Greenpeace siger også, at det er et helt oplagt tidspunkt for regeringen at aflyse den stærkt forsinkede 8. udbudsrunde i Nordsøen, som vil give olieselskaber mulighed for at udvide og forlænge en jagt på ny olie, som klimaet ikke kan tåle.
»Med den finansielle usikkerhed, vi nu ser med al ønskelig tydelighed, vil det også være gambling med skatteydernes penge«, siger Sune Scheller.