Vi må ikke tabe det positive der sker lige nu for klima, natur og miljø på gulvet for en kortsigtet økonomisk gevinst. Hold fast i erfaringerne efter corona-krisen.
K O M M E N T A R
Af Julie Albeck, psykolog
DEBAT – Det værste, der kan ske efter corona, er, at vi skal pumpe forbruget op for at redde arbejdspladser på bekostning af miljø og klima.
Vi vil formentlig blive oversvømmet med krav om at vi skal redde økonomien og på kort sigt hele den såkaldt civiliserede verden på denne måde. Verdensøkonomien er presset. Ingen tvivl om det. Med meget store konsekvenser.
Men coronakrisen har også åbnet et vindue.
Lige nu ser vi overalt i verden tegn på, at naturen får det bedre, når den menneskelige aktivitet dæmpes betydeligt. CO2- udledningen falder, luften bliver renere, dyrene får en mulighed for at bevæge sig, der hvor bilerne plejer at være. Tusinder af liv reddes ved at luftforureningen mindskes.
Hvem kan sætte pris på disse liv, på samme måde som man sætter prisen for at redde »coronaliv«?
Burde vi ikke tage til efterretning, at vores normale livsstil med især en høj grad af luftforurening og menneskeskabte klimaændringer og heraf afledte naturkatastrofer også koster menneskeliv i tusindvis?
Jeg nyder at se, at naturen kan heale sig selv, hvis vi giver den plads. Og på samme tid frygter jeg for, at det hele vil blive tilsidesat af menneskets kortsigtede interesser, når pandemien er slået ned.
Vi skal skabe grøn omstilling
Jeg håber, at miljø- og klimaministrene verden over vil holde fast i den erfaring vi er i gang med lige nu. At menneskelig aktivitet kan dæmpes ved fælles indsats, og vi må ikke tabe det positive der sker lige nu på gulvet for en kortsigtet økonomisk gevinst. Tror menneskeheden stadig, at økonomisk vækst kan sikre vores overlevelse? Vi skal skabe grønne jobs og omstille, ikke tilbage til de gamle og dybest set livsfarlige vaner.
Klimakatastrofe og pres på naturen er alt andet lige en større trussel mod vores eksistens. Men det gælder nok desværre stadig, at først når den sidste fisk er fanget og det sidste træ er fældet, forstår den hvide mand, at man ikke kan æde penge.
