Coop skifter også til økologiske bananer

I dag udgør de økologiske bananer godt en tredjedel af Coops samlede banansalg. Ved at gå over til 100 procent økologi, vil det samlede økologisalg vokse med cirka 200 millioner kr. i Coops butikker. Foto: Colourbox

Om kort tid er det slut med at købe sprøjtede bananer i størstedelen af de store danske supermarkeder. Både Salling og Coop skifter til økologiske. I Danmark køber vi bananer for over en milliard kroner årligt.

ØKOLOGI – Inden længe er det slut med sprøjtede bananer i størstedelen af de danske supermarkeder. Fra næste år vil man udelukkende kunne købe økologiske bananer i Coops butikker, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Irma og fakta.

Også Salling Group, der ejer Bilka, Netto og Føtex dropper de sprøjtede bananer og vil fremover kun sælge økologiske, lød meldingen.

Det sker for at undgå sprøjtemidlerne chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl, som findes i konventionelle bananer. De er under mistanke for bl.a. at kunne skade udviklingen hos fostre og børn.

Vil fjerne alle farlige stoffer
»Med dette tiltag markerer vi en ny milepæl for vores mangeårige arbejde med at udfase farlige stoffer fra vores varer.  Det er vores mål at fjerne alle farlige stoffer fra alle varer i vores butikker«, siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop.

Tidligere i år igangsatte Coop en pesticidplan, der sætter en ny standard for de frugter og grøntsager, der sælges i koncernens ca. 1.100 butikker.

LÆS OGSÅ: Alle bananer bliver økologiske i føtex, Netto og Bilka

I dag udgør de økologiske bananer godt en tredjedel af Coops samlede banansalg. Ved at gå over til 100 procent økologi, vil det samlede økologisalg vokse med cirka 200 millioner kr. i Coops butikker.

»Dette er et stort skridt for økologien i Danmark, og det vil løfte den samlede økologiandel af dagligvaresalget. Samtidig er det en væsentlig forbedring af fødevaresikkerheden. Nu håber vi, at myndighederne tager det næste skridt og forbyder, at bananer der er sprøjtet med disse midler, sælges i Danmark«, siger CSR-chef i Coop, Thomas Roland.

Der bliver totalt i Danmark solgt bananer for over en milliard kr.