Afgifterne stiger, og allerede fra nytår bliver det dyrere at oplade en elbil. Det kan forsinke den grønne omstilling, advarer bilejernes organisation.
Politikere fra begge sider af folketingssalen har i løbet af valgkampen talt varmt om elbilerne, og bilfabrikkerne lancerer nye modeller, som ifølge fagfolk kører godt. Alligevel går den grønne omstilling af bilparken langt fra så hurtigt, som mange ønsker.
Det kan der være flere årsager til. En af dem er utvivlsomt de senere års uro omkring afgifterne på elbiler. Den slags skaber usikkerhed blandt forbrugerne, mener FDM, som også peger på den elafgift, der allerede fra nytår vil gøre det dyrere at oplade en elbil. I hvert fald for de mange, der i dag har abonnement hos en af de store ladeoperatører på det danske marked.
Forkert signal at sende
Ifølge FDM har har ladeoperatørerne hidtil fået godtgjort elafgiften på den strøm, de bruger til at oplade elbiler. De penge har de sendt tilbage til kunderne, som altså indirekte har fået billigere strøm. Men ordningen udløber snart.
»Forlænges den ikke, vil det fra den ene dag til den anden gøre det dyrere at køre elbil. Det er både et forkert signal at sende og kan forsinke den grønne omstilling. Derfor mener vi, at man fra politisk side snarest må finde en langsigtet løsning og få skabt ro om afgifterne«, lyder det fra FDM.
Transportsektoren udleder knap 30 procent af Danmarks CO2-udledning.