Træer og skove i nyt lys

I et koldt klima har graner og fyrrer fordel af deres stedsegrønne nåle, som er parate til at tappe energi fra forårets første solstråler. Løvfældende træer må vente, til deres blade springer ud. Den tyske skovøkolog Peter Wohlleben beretter om en hel skov af andre interessante ting i sine populære bøger. Foto: Ian Heilmann

Skoven er hjemsted for størstedelen af samtlige arter af livsformer, da (urørt) skov på vores breddegrader er den naturlige vegetation. Træer er planteverdenens giganter.

N A T U R K L U M M E N
Af Ian Heilmann, lic. scient. og naturskribent

Træer udgør planteverdenens giganter, og det er ikke for meget sagt, at træer er flerårige planter. Nogle træer bliver mange hundrede år gamle – enkelte endda tusind eller mere. Og nogle kan blive op mod hundrede meter høje. Og når træerne er mange nok, kalder man det skov.

Skoven yder en række essentielle funktioner, eller økosystemtjenester, som det hedder i fagsproget. Skoven optager (som alle andre planter) CO2 fra atmosfæren og lagrer det som kulstof i ved, rødder og skovbundens jord. Det er en klimagavnlig funktion, som ikke kan overvurderes i en tid, hvor vi med vores levevis nu har drevet atmosfærens indhold af drivhusgassen CO2 højere op, end det har været de sidste 4,5 mio. år.

Skoven er hjemsted for størstedelen af samtlige arter af livsformer, da (urørt) skov på vores breddegrader er den naturlige vegetation. Skoven sørger for en tilpas langsom omsætning af vand, som modvirker erosion og befordrer dannelsen af rent grundvand.

Skoven sørger for rekreation og »herlighedsværdi« for os mennesker. Og skoven leverer ved forskellige former for drift råmaterialer til biobrændsel, papir og alle tiders mest uovertrufne byggemateriale: træ.

Skovrejsning er blevet et mantra, de fleste kan samles om. Men der pågår samtidig i disse år en ret så heftig debat blandt fagfolk om, hvilken slags skov man anser for mest ønskelig. Det er ikke muligt at optimere samtlige økosystemtjenester i en bestemt skovtype i spektret fra urørt skov til plantage. Træerne vokser ikke ind i himlen.

Mens de lærde diskuterer, kan man få alternative og øjenåbnende fortællinger om træer og skove serveret af den tyske forstmand og forfatter med det opmuntrende navn Peter Wohlleben. Han tilbringer de fleste af sine vågne timer i midttyske bjergskove, med alle sanser skærpet. Og man kan roligt sige, at PW afdækker overraskende og dybdeøkologiske indsigter om skoven som levende netværk.

Det gør han veloplagt rede for bl.a. i bøgerne »Naturens hemmelige netværk« og »Træernes hemmelige liv«. På åbenbart solid videnskabelig basis skriver PW om, hvordan skovens træer har indbyrdes biokemisk kommunikation, til bl.a. at advare hinanden om truende skadedyrsangreb, om hvordan bøgetræer fletter rødder med deres børn og sørger for deres næring og opvækst de første 80 år(!), og om hvordan ørreder, ulve, myrer og regnorme interagerer med træerne og andet liv på kompliceret vis.

Man læser også om, hvorledes nåletræer gennem evolutionen er tilpasset deres oprindelige nordlige og kolde breddegrader med korte somre: De stedsegrønne nåle er med deres mørke farve parat til at suge varme og sætte gang i fotosyntesen fra forårets første solstrejf. Og de aromatiske duftstoffer fra fyr og gran danner fortætningskim for luftens vanddamp, som så bliver til skyer og regn, når træerne har brug for det i perioder med tørke.

Og her gik man og troede, at de mørkegrønne duftende grangrene var til for julehyggens skyld og fyrrenålesaft skabt til badesalt.