Lidl indstiller salget af pumpet industrikylling

Ross 308 er en industrikylling, som er fremavlet til at vokse så hurtigt, at knoglerne ikke kan følge med. Lidl stopper med at sælge den, og Anima forudser, at det vil skabe en dominoeffekt. Foto: Anima

Ross 308 er avlet til at vokse så voldsomt, at kyllingen ofte har svært ved at bære sin egen vægt. Ifølge Aarhus Universitet lider tre ud af fire kyllinger under deres voldsomme vægtforøgelse og kan ikke gå normalt.

LANDBRUG – Som det første supermarked i Danmark stopper supermarkedskæden Lidl salget af den kontroversielle turbo industrikylling. Det samme gælder Scandic Hotels Danmark, Espresso House, Letz Sushi og Q8.

Det oplyser dyrevelfærdsorganisationen Anima, der forudser en dominoeffekt, ligesom vi så med buræg for få år siden. 

Den mest brugte kylling i dansk landbrug er den udskældte Ross 308. Den er avlet til at vokse så voldsomt, at kyllingen ofte har svært ved at bære sin egen vægt. Ifølge en rapport fra Aarhus Universitet fra 2018 kan tre ud af fire kyllinger ikke gå normalt. I værste fald kan dyrene dø af lammelser pga. overvægten eller sult og tørst, fordi de ikke er i stand til at kæmpe sig op til føden. 

Håber at kunne skabe en dominoeffekt

Anima har igennem længere tid været i kontakt med det danske fødevareerhverv for at tale om forholdene i den konventionelle kyllingeindustri, og reaktionen er ikke til at tage fejl af.

»Jeg oplever at alle, uden undtagelse, tager vores budskab meget alvorligt. Alene et simpelt foto af en forvokset industrikylling er nok til at få en ansvarlig direktør til at tænke, at virksomheden ikke kan tåle at blive associeret med det offentligt«, forklarer Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.

»I lang tid har jeg oplevet, at virksomhederne har lurepasset, for at se om konkurrenterne tør tage springet, men nu begynder dominobrikkerne omsider at falde, konstaterer han.«

Anima skruer op for kampagnen

På det seneste er flere og flere virksomheder begyndt at tage afstand fra den konventionelle industrikylling. Ifølge Anima gælder det for Espresso House, Letz Sushi, Q8 og nu også Lidl og Scandic Hotels.

»Det er klart, at når branchelederne går foran, så bliver det rigtig svært for konkurrenterne at stå tilbage og forsvare et produkt, som nærmest ingen forbrugere vil bryde sig om at kende historien bag. Derfor kommer vi også til at skrue op for vores kampagne nu, så vi kan skabe et stort ryk og sikre bedre velfærd for kyllingerne, ligesom vi oplevede det dengang buræg blev skrottet, understreger Thorbjørn Schiønning.

Allerede i 2015 var Lidl et af de første supermarkeder i Danmark til at droppe buræg, og året efter havde alle supermarkeder gjort det samme.  

Ifølge en YouGov undersøgelse foretaget for Anima i 2019 mener 73 procent af danskerne, at det ikke er acceptabelt at sælge hurtigtvoksende kyllinger.

Anima står i spidsen for en stor international kampagne, der skal sikre en ny minimumsstandard for kyllingevelfærd, European Chicken Commitment (ECC). ECC skal sikre langsommere voksende kyllinger og mindst en tredjedel mere plads pr. dyr.