Hingsteføl af vilde heste er omkommet i Tirsbæk Bakker

Verdens Skoves har en lille flok vilde heste gående i Tirsbæk Bakker ved Vejle. Foto: Verdens Skove

Et hingsteføl fra foråret fik i løbet af natten højre baghov viklet ind i den nederste tråd i hegnet i Tirsbæk Bakker ved Vejle. Føllet døde i løbet af natten.

NATUR – Verdens Skoves har en lille flok vilde heste gående i Tirsbæk Bakker ved Vejle.

Området er endnu småt og var før hestene kom til ret tilgroet; men hestene har allerede haft en bemærkelsesværdig effekt på vegetationen og potentialet for både mere og bedre natur er stort.

Desværre omkom et hingsteføl i nat den 12. december. Stine Tuxen og Jens Holm Kanstrup tog sig af sagen. Jens Holm Kanstrup var forbi i dag.

»Jeg har lige været deroppe. Det er desværre et hingsteføl fra foråret, der i løbet af i nat har fået højre baghov viklet ind i den nederste tråd i hegnet, og var som følge heraf død i løbet af natten«, fortæller Jens Holm Kanstrup.

Jens Holm Kanstrup klippede den fri den og fik dækket den ind i en presenning indtil kadaveret kunne afhentes af DAKA til destruktion.

Sort uheld

Jens Holm Kanstrup fortæller, at der var tilsyn med hestene i går, og der var tale om et sort uheld.

»Det er super synd og ærgerligt, og jeg blev naturligvis meget berørt, men det er svært at se, hvad vi kunne have gjort, for at undgå det. Men vi vil naturligvis følge op med lodsejeren og Vejle kommune, for at se om vi kan gøre noget for at det ikke sker igen.«

Vildhestene er sat ud i Tirsbæk Bakker for at skabe en mere varieret natur, og det er de allerede i fuld gang med og projektet fortsætter.